Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Special Saloon Car

Det var den sommerpause - lad os så køre race!

Special Saloon 
07/08/12 

Efter en forsinket start på sæsonen gik Special Saloon Car på sommerferie efter kun to løb. Nogle af kørerne har brugt lidt af sommerferien til et smut sydpå for at deltage i løb på Oschersleben, så formen kunne holdes vedlige. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at sommeren ikke ligefrem har glimret med strandvejr, så man kunne formode, at alle klassens biler nu står toptunede og skinnende og kun venter på at få noget asfalt under dækkene.
 

Og noget kunne tyde på, at der er blevet brugt lidt timer i garagerne, når man kigger på tilmeldingslisten til Padborg Finale i den kommende weekend. Ikke mindre en tyve ekvipager står i dag på listen, og med lidt held dukker der nok et par stykker mere op. Under alle omstændigheder tegner det til at blive weekendens største felt, og med de tilmeldte biler ligner det også optakten til motorløb, når det er bedst.


Nu skal der fyres op under racerbilerne
(Foto: Gripping Media)

I SS2 bliver det spændende om Christian Vejby efterhånden har fået has på sine problemer med gasgivningen. Trods den længste lige strækning på en dansk racerbane er Padborg Park jo også kendt for et par drilske kurver, hvor man ikke har brug for en drilsk speederpedal. Der er ingen tvivl om, at Anders Christensen vil være klar ved havelågen sammen med Martin Vedel Thomsen i den hurtige Opel Corsa, men også Peter Normann og Martin Kiil ligger på lur. Både Niels Christiansen og Morten Schmidt var plaget af problemer på Djursland, men begge har biler, som før har vist rigtig gode takter, så de er andet og mere end fyld på banen.

Den ’tyndeste’ gruppe bliver SS3, hvor favoritværdigheden må tilfalde vores svenske ven og sidste års mester, Andreas Boström. Han skal prøve at holde Tor Brynjelsen og Thomas Sørensen bag sig – en opgave han før har klaret. Kender vi Andreas ret, så vil han desuden gøre alt, hvad han kan for at komme op og blande sig i generalklassementet. Det plejer at være underholdende, så øje med start nummer 301.

Den hurtigste gruppe af biler finder man i SS4 for prototyper, hvor Andreas Kjærgaard i Scotty GT skal bide skeer med de to danske ørne-biler med Aquila-mærket. Claus Christensen satte sidste år banerekord med 58,271 sek, og den kunne godt risikere at stå for fald, hvis vejrudsigten holder. Dennis Holbæk har fået opgraderet motoren i sin Aquila og er dermed ikke mere motormæssigt underlegen. Nu skal tiden vise, om han også kan køre de mange hestekræfter helt ud til stregen og gå alle runder for at få en sejr. Hvis alt går helt efter bogen, bør den generelle vinder findes i denne klasse, men det er nok lettere at skrive en bog om de løb, der gik planmæssigt end om alle de andre.

I Special-GT er der faktisk et par biler, som med en lille smule held vil kunne løbe med førstepladsen. De mest oplagte kandidater er Johannes Graversen og Jørgen Hansen, som møder op med to store modsætning på udstyrsfronten: Johannes med sin håndbyggede Fiat X/9 og Jørgen med en fabriksbygget Porsche. Men de er begge helt på toppen og har før leveret tæt og spændende race, og det er vi mange, som ser frem til kan ske igen. Faktisk har klassen også en outsider i Christian Siepmann med BMW M3. Det er hans første år med bilen, og der er endnu ikke kørt ret mange kilometer, men det er en meget potent bil, som på en god dag ikke skal afskrives. Det henviser desværre Preben Grundtvig i Ferrari lidt til statistrollerne sammen med Henrik Moeskjær og Chris Poulsen. Begge sidstenævnte har arbejdet med bilerne hen over sommeren, hvor Henrik gerne skulle have fået flere hestekræfter, mens Chris gerne skulle have fået mere fat i underlaget.

Nu har kørerne leveret deres del af oplægget til en rigtig racerweekend, og så bliver det spændende om metrologerne kan holde deres del. Lige nu ser det rigtig lovende ud, og som racerentusiast må man derfor i gang med at motivere og overtale resten af familien til at droppe turen til stranden til fordel for racerløb på Padborg Park.

Special Saloon Car
Gripping Media

Læs mere om:
  • Anders Christensen
  • Andreas Boström
  • Andreas Kjærgaard
  • Chris Poulsen
  • Christian Siepmann
  • Christian Vejby
  • Claus Christensen
  • Dennis Holbæk Pedersen
  • Johannes Graversen
  • Jørgen 'Gamle' Hansen
  • Morten Schmidt
  • Niels Christian Christiansen
  • Padborg Park
  • 12/08/12 - Padborg Park - Special Saloon
  •