Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Special Saloon Car

Bel-Ray SSC Challenge i Grand Prix-form

Special Saloon 
27/08/09 

Årets største felt af Special Saloon-biler var samlet på FDM Jyllandsringen, da der blev kørt Grand Prix Danmark i weekenden.
Flere nye, spændende biler havde fundet vej til den midtjyske racerbane, deriblandt Allan Vestergaard og hans Ford Focus. Den tidligere DTC-bil er blevet ombygget med en Toyota turbo-motor, men den led under en række børnesygdomme.
 

Frederik Holm viste i tidtagningerne, at han havde fået helt styr på den nye Renault. Pole position til begge løb må siges at være flot klaret af Frederik. En anden flot præstation blev leveret af Alex Frederichsen og Aquila Racing Cars, da den blå Aquila CR-1 blev kvalificeret til 2. startplacering i første heat.


Alex Frederichsen viste hvad en Aquila er i stand til.
(Foto: Gripping Media)

Første heat blev ikke helt den gyser, man kunne have forventet. Frederik Holm fik en katastrofal start, hvor både flere konkurrenter kom forbi ham. Christer Gislerud vandt løbet med fire sekunder ned til Alex Frederichsen, der blev hjulpet af, at Frederik Holm oversatsede ved Ford-kurven og endte sit løb i sandet. Inden sin afkørsel sørgede Frederik dog for at vise hvad han og Renaulten kunne; han satte ny banerekord for SSC-klassen med tiden 1:10,880.

Lidt længere nede i rækkerne havde Jacob Borum og Christian Vejby som altid en spændende kamp om pladserne i SS2-klassen. Vejby endte som vinder i SS2-klassen og dermed også som mester i netop den klasse.


Christian Vejby sikrede sig SS2-mesterskabet.
(Foto: Gripping Media)

Bedste SS1-kører blev Joakim Ottesen fra Norge, der i sin Honda Civic sluttede på 13. pladsen generelt. De to debutanter, Jacob Forman og Uffe Dalsgaard i deres VW Golf GTi og Ford Escort Mk.2 sluttede på de to sidste pladser, mens hele seks biler måtte udgå.

Der blev også tid til at mindes den tragiske ulykke, der skete under fredagens tidtagning til sidste års Grand Prix Danmark, hvor Jens Hansen omkom. Erik Byrgesen lagde en buket ved ulykkesstedet som en lille gestus til den afholdte kører.

Eftermiddagens løb bød på enormt spændende race mellem Graversen, Gislerud og Holm. Gislerud havde føringen, men måtte lade veteranen Graversen komme forbi, da denne lavede en utroligt sen nedbremsning for enden af langsiden, og lige præcis var i stand til at få den lille Fiat klemt forbi Porschen.


En meget sen nedbremsning var opskriften på at overhale Christer Gislerud.
(Foto: Gripping Media)

Kort efter gik også Frederik Holm forbi, og de to havde en meget tæt og hård kamp om 2. pladsen. Lige indtil de krydsede målstregen på vej ud på sidste omgang. En smule kontakt mellem de to biler sendte Frederik Holm sidelæns med fuld fart mod barrieren på venstre side af banen. Her ramte Renaulten med et brag, og der var fuldstændig stilhed på tribunen på den anden side af banen.
Heldigvis var Frederik selv i stand til at komme ud af den meget ramponerede bil, og det endda uden nævneværdige smerter.

Nicholai Sørensen havde et fantastisk løb og endte som vinder af SS2-klassen med sin Peugeot 306 Maxi, mens Johannes Graversen, efter Christer Gisleruds tidsstraf for påkørslen af Frederik Holm, kunne betræde podiet som vinder af løbet.

Efter løbet var der stor utilfredshed med sikkerheden på banen. Promotor Erik Byrgesen har en helt klar holdning til sagen:
"Jeg mener helt klart at der skal ske noget nu", fortæller han. "Vi har haft 4 uheld på samme sted på ét år, endda med et dødsfald. 2 af ulykkerne har været med SSC-biler. Jeg vil mene at tiden er inde til at revurdere lige netop dét sted på banen."
"Der er kommet forskellige løsningsmodeller, hvor jeg mener, at den bedste løsning må være at forlænge autoværnet fra målstregen og ned til flagposten. Problemet for mig lige nu er, at nogle af kørerne i klassen har ytret, at de ikke vil køre mere på Jyllandsringen før der er fundet en anden løsning på sikkerheden i sving 1. Jeg vil derfor indlede en dialog med banerne og DASU om at få skærpet sikkerheden."

Bel-Ray SSC Challenge har kun én løbsweekend tilbage, nemlig på Ring Djursland. Her skal de sidste mestre findes før de spændende SSC-biler bliver gemt væk indtil næste sæson.

Bel-Ray SSC Challenge

Gripping Media ApS

Læs mere om:
  • Alex Stubberup Frederichsen
  • Christer Gislerud
  • Christian Vejby
  • Frederik Holm Olsen
  • Johannes Graversen
  • Jyllandsringen
  • 23/08/09 - Jyllandsringen - Special Saloon
  •