Så er sæsonen gået i gang. Endelig. (Foto: Gripping Media)I den frie træning viste Jørgen Hansen, at han allerede nu føler sig godt tilpas i sin nye Porsche 997 GT3. Foran Johannes Graversen og Christer Gislerud satte han hurtigste omgangstid, men det lykkedes ikke at fastholde positionen i tidtagningen. Her stak norske Gislerud af i sin Stealth B6 foran Johannes Graversen, mens SSC-debutanten Michael Carlsen var imponerende hurtig og besatte fjerdepladsen i sin Peugeot 407. Claus Christensen fik ikke sat en tid, da teamet arbejdede på at få gearskiftet i den nye Aquila til at fungere.
Netop Claus Christensen formåede at vise Aquila'ens styrke, da han fra bagerste startplacering til første løb avancerede 14 placeringer - de fleste af dem på strækningen ned mod første sving. Efter få omgange tog aarhusianeren føringen og blev der til målstregen.
Aquila og Claus Christensen viste sig at være en god kombination. (Foto: Gripping Media)
En anden kører der bidrog til underholdningen, var Frankie Jørgensen. For enden af langsiden blev Audi-køreren ramt af bremsesvigt og måtte bruge alle kræfter for at få sænket farten før det uundgåelige møde med autoværnet.
"Da jeg skulle bremse, gik pedalen i bund - og så skulle det gå stærkt", forklarer en fattet Frankie Jørgensen. "Jeg fik trukket håndbremsen og smidt bilen i 2. gear - med omkring 190 km/t - og så var det bare om at nyde turen."
Heldigvis slap Frankie fra den voldsomme afkørsel uden andet end en øm krop. Bilen skal derimod have med det store strygejern, før den er kampklar igen.
Også Johannes Graversen fik sig en sjælden tur i sandfanget, da en overivrig Joakim Ottersen puffede til den røde Fiat under et overhalingsforsøg. Påkørslen blev da også af dommerne takseret til en strafbane til den unge nordmand.
Weekendens sidste løb gav ikke stor spænding. Claus Christensen og Joakim Ottersen stak af fra resten af feltet, men nåede aldrig at have en reel kamp om den generelle sejr. På tredjepladsen måtte Jørgen Hansen arbejde for at holde et par sekunders forspring til Michael Carlsen, hvis Peugeot 407 oplever sin anden ungdom i Special Saloon Car.
Den flotte Corvette døjede ved Åbningsløbet med flere småproblemer. (Foto: Gripping Media)
En af de biler, der har været omgivet af stor mystik op til sæsonstarten, nemlig Hans Henrik Petersens Corvette C6 GT1, døjede weekenden igennem med forskellige småproblemer. Mon ikke østjyden og hans mekanikere får styr på teknikken før næste løb på Padborg Park.
Special Saloon Car Gripping Media ApS Læs mere om: Claus ChristensenHans-Henrik PedersenJohannes GraversenJørgen 'Gamle' HansenJyllandsringen23/04/11 - Jyllandsringen - Special Saloon - DM |