Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Special Saloon Car

Mestrene skal findes

Special Saloon 
01/10/10 

Bel-Ray SSC Challenge kører i weekenden sæsonens sidste løb på Padborg Park, og langt fra alle mestre er fundet. Hele tre løb danner rammen om de afgørende løb - men hvem kan rent faktisk slutte i top 3 i de respektive klasser?
 

I SS1-klassen, der i år har haft den historisk laveste deltagelse, ser kampen ud til at være afgjort - med mindre nogen rent faktisk stiller op! Morten Schmidt fører tabellen med 42 point foran Lasse Pedersen, der ved sin eneste deltagelse i år sikrede sig 19 point. Da der i weekenden er 63 point at køre om i hver klasse, og ingen af de to kørere stiller op, betyder det at mesterskabet kan vindes af en helt tredje person, alene ved at stille op og gennemføre weekendens tre løb!


Morten Schmidt vinder SS1-mesterskabet, med mindre nogen stiller op i klassen til finaleløbet!
(Foto: Gripping Media)

Mens afgørelsen af den mindste SSC-klasse med stor sikkerhed allerede er faldet, er der lagt op til en klassisk gyser i SS2-klassen. Her fører Christian Vejby med 10 point ned til Jakob Borum - og i teorien kan Nils Davidsen på fjerdepladsen nå både at indhente Michael Klostermann's tredjeplads og endda tage mesterskabet. Det kræver dog, at hverken Vejby og Borum får point. Michael Klostermann er ikke tilmeldt finaleweekenden, så hvis Nils Davidsen alene gennemfører weekendens tre løb, sikrer han sig tredjepladsen med et enkelt point ned til Klostermann.


Christian Vejby og Jakob Borum har 10 point mellem sig før weekendens tre løb.
(Foto: Gripping Media)

Har man i 2010 fulgt med i Bel-Ray SSC Challenge, har man også lagt mærke til en hurtig Porsche med en fartgal malermester bag rattet. Claus Christensen er en sikker vinder af SS3-mesterskabet, hvor Niels Højby er nærmeste konkurrent - 119 point efter Porschekøreren.
To kørere ser derimod ud til at kunne tage tredjepladsen i mesterskabet. Klas Høj har før weekenden 24 point, mens svenske Andreas Boström, der debuterede i klassen ved Grand Prix Danmark, har 15. Mens Klas skal udgå for ikke at overtage tredjepladsen, ser en top 3-placering noget mere teoretisk ud for Andreas, der skal køre tre andenpladser hjem for at være med i kampen.
... Men går det galt for Klas Høj og Andreas Boström, kan Oliver Clarke rent faktisk sikre sig tredjepladsen in absentia!


Den er vist hjemme – Claus Christensen fører både den generelle stilling såvel som SS3-mesterskabet.
(Foto: Gripping Media)

I SP4-klassen ligner Dennis Holbæk og den gule Aquila CR-1 et vinderpar, men Jørgen Hansen kan stadig nå at spolere mesterskabsdrømmene for ex-bokseren. Med kun 22 point imellem de to førende kørere og 63 point at køre om, kan hverken Dennis Holbæk eller Jørgen Hansen tillade sig at køre forsigtigt.
På tredjepladsen ligger Andreas Kjærgaard ret solidt. Kan han køre 23 point hjem i weekenden, kan han ikke røres af Alex Frederichsen, der med sine 49 point har en øjeblikkelig 6. plads i SP4-klassen. Aquilakøreren har både Johannes Graversen og Thomas Mortensen foran sig i mesterskabet, men da de to ikke stiller op i finaleweekenden, kan han overhale begge kørere efter weekendens tre løb.


Hvis ikke Jørgen Hansen kører fra den gule Aquila, bliver Dennis Holbæk mester i SP4-klassen.
(Foto: Gripping Media)

Ser man på den samlede stilling på tværs af klasserne, er Claus Christensen den generelle vinder af Bel-Ray SSC Challenge 2010.
Christian Vejby, der har andenpladsen, kan i teorien tage sejren, hvis Christensen ikke får et eneste point i weekenden - og Vejby til gengæld vinder alle tre løb og får mindst én pole position.
På tredjepladsen ligger Jakob Borum, men reelt er både Dennis Holbæk og Jørgen Hansen stadigvæk med i kampen om sølv og bronze.
Går man i ekstremerne, kan Niels Højby sikre sig andenpladsen i mesterskabet, hvis ingen andre scorer point - så det kan næppe anbefales at satse penge på dét resultat...

Der er dermed lagt op til interessante racerløb på Padborg Park i weekenden, hvor flere af SSC-mesterskaberne ikke er afgjort før målstregen er passeret for sidste gang søndag eftermiddag.

Bel-Ray SSC Challenge

Gripping Media ApS

Læs mere om:
  • Andreas Kjærgaard
  • Christian Vejby
  • Claus Christensen
  • Dennis Holbæk Pedersen
  • Jakob Borum
  • Jørgen 'Gamle' Hansen
  • Klas Høj
  • Michael Klostermann
  • Morten Schmidt
  • Niels Høiby
  • Nils Davidsen
  • Padborg Park
  • 03/10/10 - Padborg Park - Special Saloon
  •