For det første deltager alle i noget der hedder VM i Formel 1. Der er to titler, en til kørerne og en til teamsene. Team-ordrer har altid forekommet i Formel 1 (og sikkert meget andet motorsport) og vil altid forekomme. For nogle gange er der bare en der har mere fordel af at vinde en andre gange.

Der er så forskellige måder at gribe team-ordrer an på. Og der er en gråzone imellem hvornår noget er en ordrer og hvornår noget er frivilligt.

Grunden til at vi i det hele taget har denne diskussion skyldes en pinagtig afslutning på løbet i Østrig i 2002 - og den ansvarlige skurk fra dengang er i dag chef for FIA! Det var sæsonens sjette løb og Michael Schumacher havde vundet de fem første. I Østrig var Rubens Barrichello klart bedre end Schumacher, men ordren kom alligevel, Schumacher skulle vinde. Den dag var team-ordrerne blæst fuldstændig af propertioner og det er beklageligt at Jean Todt den dag i dag, med sine manglende sportslig indstilling, er the big boss.

Resultatet af Ferraris dengang smagløse forestilling var en regel om at team-ordrer var forbudt. En regel der i sagens natur aldrig ville kunne håndhæves. For selvfølgelig lukker man sin holdkammerat forbi hvis han er hurtigere og der er en chance for at man enten bliver hentet, eller kan hente andre. Når der er en sejr på spil og ingen trussel udefra, er sagen lidt en anden, men igen vil stillingen i VM veje tungere.

Andre teams lader deres kørere kæmpe om pointene, men i Ferraris tilfælde vil det pt. være lidt dumt, da kun Alonso har en realistisk mulighed for at blande sig i VM kampen.

Man har lavet en regel for at undgå en situation som den i Østrig i 2002. Det ville have været mere effektivt at lave en regel der forbød Jean Todt! For den opblæste frankmand er nok den eneste der ville mene det korrekt at lave sådan en tåbelighed.

Så hvad Ferrari har gjort var det fornuftige. Niki Lauda kalder det skamløst og langer ud efter Alonso der ikke vil erkende at han vandt pga. team-ordrer. Selvfølgelig vil han ikke erkende det, så indrømmer man jo at man overtrådt en regel.

McLaren Martin Whitmarsh ville ikke ud med en offentlig mening, og det er sådan set en meget fornuftig indstilling til tingene. Red Bull derimod har både Helmut Marko og Christian Horner til at have meninger og det har de i voldsom grad. Det lyder mest som et ønske at hente et par nemme placeringer ved en diskvalifkation. Men hvis man taler om en plettet sejr til Alonso, hvad vil en skrivebordssejr så være for Red Bull? Det ville klæde dem at efterligne Whitmarsh' gode eksempel.

Specielt i betragtning af at det for nogle nok kan virke som om Red Bull residerer i et lettere transparent domicil - altså et glashus. Det er ikke mange løb siden at det virkede til at den røde tyr fra Østrig var lidt i tvivl om hvorvidt kørerne skulle kæmpe på banen eller Vettel bare skulle vinde.

Michael Schumacher har støttet sit gamle team med argumentet om at hvis det er de point man står og mangler til sidst, så ville man blive kritiseret for ikke at have gjort det Ferrari gjorde.

Andre har sammenlignet Alonsos sejr med hans sejr i Singapore 2008, der skyldtes et manipuleret uheld af Nelsinho Piquet. Den sammenligning er nok lige grov nok. Det var et bevidst uheld for at for safety car på banen. Det her var to holdkammerater der byttede plads uden den store dramatik.

Men den engelske presse er ikke specielt store fans af Fernando Alonso, efter hans et-årige makkerskab med Lewis Hamilton (som de tilgengæld er helt pjattede med derovre).

Men hvad vil egentlig være det fornuftige at gøre? Man kunne erkende at team-ordrer finder sted og håbe på at Østrig 2002 aldrig bliver gentaget. Man kan også lave en teknokratisk regel om point afstand til den førende i VM. Man kan også bare blande sig helt uden om, eller man kan lade reglen være som den er, og tolke den lempeligt.

Og det er her Ferrari har gjort det svært for sig selv. For selvom man gerne vil tolke den lempeligt, er det svært ikke at slå ned på Ferrari. For Massa havde haft en mulighed for at lukke Alonso forbi, så det så ud som om han vandt en duel. Men han lukkede døren. Så dermed var det tydeligt at brasilianeren egentlig ikke havde lyst til at hjælpe Alonso.

Dernæst kommer radiomeldingen til Massa om at Alonso er hurtigere og han skal bekræfte at han har forstået beskeden. Korrekt, der bliver ikke givet en eneste ordrer og Massa kan bagefter sige, at det var min egen beslutning. Men meningen er nu ellers tydelig nok. Og det er her man bliver nødt til at gribe ind. At Ferrari tillader sig at tro at alle os der sidder og ser det på tv og at FIAs officials er så dumme at vi ikke fatter hvad der egentlig sker, er en fornærmelse mod os allesammen.

Specielt når den anden melding, efter forbikørslen, om at Massa gør det godt - og undskyld! Der bliver man nødt til at slå ned. Team-ordrer er forbudt, så hvis man vil lave de numre, så gør det diskret.

Det virkelig problem er at Massa tydeligvis ikke er interesseret i at handle på eget initiativ. Han er ikke interesseret i at hjælpe Alonso og teamet må være i tvivl om hvad der sker hvis Alonso faktisk angriber. Det er uheldigt for et team at man skal være i den situation.

Så skal Ferrari straffes? Ja, det skal de. De har overtrådt en regel og ydermere troet at vi andre var for dumme til at se det. Det kan godt være ordene i radioen til Massa var inden for reglernes ramme, men ikke inden for reglens hensigt, og dermed var det et brud på reglen om team-ordrer.

Ferrari fik en bøde på $100.000 og risikerer yderligere straf. Jeg vil ikke gøre mig til dommer over hvorvidt de fortjener mere end de allerede har fået, men vil mene at det ikke ville være urimeligt hvis der kommer noget tillæg - omend er findes masser af gode argumenter for det modsatte.

Og så bør man ellers fare med lempe i andre situationer. Hvis nu bare Ferrari havde holdt sig til meldingen om at Alonso var hurtigere og de allerede inden løbet intern i teamet var gjort klart at skulle en sådan situation opstå, så skulle han forbi, ville problemet være ikke-eksisterende.

I historien findes mange eksempler på at der er givet team-ordrer, eller at den ene kører har hjulpet den anden. Men nogle gange burde de lade sig inspirere lidt af den gamle mester Juan Manuel Fangio. Stirling Moss var teamkammerat med Fangio i to sæsoner og i de to sæsoner slog han kun Fangio en eneste gang i en duel. Og det var på et tidspunkt hvor VM var afgjort og Fangio ikke behøvede sejren. Og den i dag er Moss stadig i tvivl om hvorvidt han faktisk besejrede Fangio i en duel eller argentineren lod ham komme forbi. Moss kender ikke svaret, og Fangio tog det med sig i graven.

Martin Møller-Thomsen