Efter en meget lang sommerpause, var det to forventningsfulde kørere der strøg på banen til den fri træning lørdag middag, men allerede her kom de første problemer.
Kasper Jensen fik problemer med gearskiftet, og kørte kun få omgange, mens David Falch havde en fejlfri tur, og sluttede med 17. bedste tid ud af klassens 28 deltagere.
David Falch. (Foto: Motorsporten.dk)
Mekanikerne hos Autoforum Racing Team Silkeborg (ARTS) fik hurtigt klaret gearproblemerne på Kaspers bil, så den var klar til tidtagningen.
Her kørte David og Kasper sig ind på henholdsvis 17. og 22. pladsen, hvilket desværre betød at de ikke skulle med i Super Pole og kæmpe om de 12 forreste startplaceringer.
Kasper Jensen. (Foto: Motorsporten.dk)
Til gengæld skulle de i stedet køre med i Last Chance, der blev kørt søndag formiddag lige efter warm up'en.
Her placerede de to ARTS kørere deres Peugeot 407 racere på 6. og 8. pladserne, med Kasper foran David.
Det gav dem startplaceringerne 18 og 20 til det første af kvalifikationsløbene.
Det første kvalifikationsløb blev en både kort og trist oplevelse for Kasper, der udgik allerde på første omgang - holdende i sandfanget udenfor banen!
Til gengæld havde David rigtig god fart i sin Peugeot, og han kørte placering efter placering ind, således at han efter de 13 omgange kunne køre i mål på 8. pladsen!
Netop 8. pladsen er, udover 12 placeringer bedre end David startede, den plads der udløser pole position til det andet kvalifikationsløb, hvor de 8 hurtigste kørere fra første kvalifikationsløb bliver vendt i startrækkefølgen.
I pausen mellem de to kvalifikationsløb arbejdede ARTS mekanikere igen på højtryk, Kaspers racer skulle tømmes for sand og tjekkes op igen, og endnu en gang lykkedes det for dem at få raceren klar til tiden.
Der var ingen tvivl om at der var lidt nerver på til starten af det andet kvalifikationsløb, både hos David der for første gang skulle starte forrest, men da også i resten at teamet - alle var spændte på hvordan det skulle gå.
David Falch på pole position. (Foto: Motorsporten.dk)
Da starten gik, skød de professionelle kørere frem, men David holdt dem stangen, og var første mand ind i det første sving, og han holdt længe første pladsen, men hen under løbet måtte han afgive nogle placeringer, dog ikke flere end at han sluttede løbet på 5. pladsen.
Kasper der måtte starte fra 26. pladsen havde travlt hele løbet igennem, hvor han med overhaling efter overhaling viste at han ikke havde tabt modet på grund af problemerne, og han kvitterede for mekanikernes indsat ved at køre sig op på 14. pladsen, som nok den mest overhalende kører i feltet, og det på trods af at koblingen i Peugeot'en fedtede mere og mere.
Kasper Jensen overhalede kørere efter kører i det andet løb. (Foto: Motorsporten.dk)
Efter de to kvalifikationsløb blev resultaterne lagt sammen, og derud af får man startopstillingen til finale løbet, her fik David og Kasper tilkæmpet sig pladserne 3 og 23, så endnu en gang var David med helt oppe foran, og endnu en gang skulle Kasper kæmpe sig op gennem feltet.
Men teamet valgt at holde Kasper inde i pitten, da turen i sandkassen havde foresaget at en pakdåse mellem motor og gearkasse var blevet utæt, hvilket var årsagen til at Kaspers kobling begyndte at fedte i det andet kvalifikationsløb.
Herefter var det op til David at forsvare teamets ære på Padborg Park.
David kæmpede det bedste han havde lært, men måtte alligevel lade et par af konkurrenterne slippe forbi, men det skete ikke ude modstand, han kæmpede hårdt men fair for sin placering. Og da det ternede flag faldt, var det med David på 7. pladsen.
Sportsdirektør Lars Vendelbo er generelt godt tilfreds med weekenden:
"Det går bedre og bedre for hver gang vi er på banen, vi har nu farten til at være med fremme i feltet, men vi mangler lidt stabilitet og noget held" - udtaler Lars Vendelbo - "det er gået godt nok, så nu glæder vi os til Grand Prix'et på Jyllands-Ringen, men først kører vi en testdag på banen, hvor vi skal et stort program igennem."
For Kasper, der måtte udgå to gange, var pointudbyttet til DTC mesterskabet magert, det blev kun til 2 point, mens David scorede 28 point.
Kasper er nu på 14. pladsen og David på 17. pladsen.
I DTC Cuppen blev det til henholdsvis 41 og 7 point til David og Kasper, der nu ligger på henholdsvis 12. og 8. pladserne.
Til team mesterskabet scorede de to ARTS kørere tilsammen 30 point, og teamet indtager nu 9. pladsen. Hr. Nielsen
Læs mere om: David FalchKasper Juul JensenAutoforum Racing Team SilkeborgPadborg Park19/08/07 - Padborg Park - Danish Touringcar Challenge |