Forhjulsophænget brød sammen i det voldsomme sammenstød, men italieneren kom ikke noget til. Det var dog en særdeles skuffet Capello, der havde håbet på en sejr i 43 års fødselsdagsgave netop søndag.
Med hensyn til det umulige i Tom Kristensens Le Mans-sejr skal den vurdering naturligvis ses i lyset af danskerens utrolige comeback efter det forfærdelige crash i DTM-løbet på Hockenheim den 22. april. For to uger siden var han ikke i stand til at køre sin egen bil, men efter en række behandlinger af alternative specialister meldte han sig klar for en uge siden. Kristensen blev godkendt af Le Mans’ og Audis læger og satte to gange i løbet hurtigste omgang, selv om hans krop efter den lange pause naturligvis ikke var i topform.
”Jeg kunne holde samme tempo som Capello og Allan McNish, så vi fik bygget et forspring på næsten 50 km op. Men Le Mans belønner ikke altid de hurtigste, og det er det forfærdelige, men samtidig fascinerende ved løbet. Jeg fik dog bevist over for mig selv, at jeg er klar igen, og Dindo slap fra sit crash uden uheld. Det kunne være gået rigtig galt, og da jeg jo selv har haft de tanker tæt på kroppen, er jeg ikke helt så skuffet, som jeg ville have været tidligere i karrieren.”
Tom Kristensen fik et fantastisk comeback og førte Le Mans i de første 17 timer, før hans Audi R10 mistede et hjul. (Foto: Nils Finderup)
Løbet var i det hele taget hårdt ved Audi, der stillede op som favoritter mod de nye Peugeot-biler. Ud over Capello crashede den unge Mike Rockenfeller i begyndelsen af løbet, så til sidst lå Audis håb i de forsvarende mestre Frank Biela, Emanuele Pirro og Marco Werner.
Veteranerne holdt dog hovedet koldt og kunne i silende regn køre den syvende sejr til Audi siden 2000 hjem foran de franske hjemmefavoritter.
Resultat af det 75. Le Mans:
1: Pirro/Werner/Biela, Audi
2: Bourdais/Lamy/Sarrazin, Peugeot
3: Collard/Bouillon/Dumas, Pescarolo
Hurtigste omgang: Allan McNish, Audi R10: 3:27.176 minutter (banerekord) Læs mere om: Tom KristensenAudi Sport North AmericaLe Mans16/06/07 - Le Mans - Le Mans |