Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formel 1

Ferrari sejr i Australien

Formel 1 
18/03/07 

Kimi Raikkonen vinder sit første løb for Ferrari
Finske Kimi Raikkonen formåede at omsætte sin pole position til en overlegen sejr i Melbourne. I et stort set udramatisk løb kom finnen først over stregen og vandt sin første sejr i over et år.
 

Raikkonens sejr var aldrig for alvor truet, heller ikke af den dobbelte verdensmester Fernando Alonso, der gjorde finnen selskab på første startrække. Alonso måtte i starten se sig passeret af både Nick Heidfeld og debutanten Lewis Hamilton. Da løbet sluttde havde den regerende mester dog passeret begge to og fik den 2. plads han vitterligt burde have. Dermed er der allerede lagt op til en lang duel, sæsonen igennem, mellem Raikkonen og Alonso.


Kimi Raikkonen vandt sæsonen første løb.
(Foto: Bridgestone F1)

Lewis Hamilton formåede at holde fast i en podieplacering og endte således på 3. pladsen i sit allerførste Grand Prix og bedre debut kan man næsten ikke forvente eller forlange. Men mere interessant er det egentlig at han indtil andet pitstop lå foran Alonso - og at han et par gange lige var oppe at snuse til 1. pladsen når Raikkonen skulle have skiftet dæk.


Podieplads til Lewis Hamilton i hans første Formel 1 løb.
(Foto: Bridgestone F1)

De næste placeringer gik til Nick Heidfeld og Giancarlo Fisichella. Sidstnævne kom mod slutningen under pres fra Felipe Massa, der ellers havde kørt sig op fra en 22. plads. Sammenlignet med Raikkonen og Michael Schumacher, der flere gange præsterede at komme nedefra i feltet og ende på podiet, så virkede Massas indsats god, men den manglede lige det sidste for at være fremragende. Det var de ellers ret langsomme Honda biler, der i flere omgange gjorde livet besværligt for brasilianeren.

Nico Rosberg havde et stille løb i sin nye Williams-Toyota, men undervejs formåede han at kravle op på en solid 7. plads og hev dermed to point med hjem. Men mere væsentligt var det sådan set at han gjorde det foran Ralf Schumacher i en "rigtig" Toyota. Dermed har Williams allerede første lagt den allerførste lille pind i det der kan gå hen at blive Toyota teamets kiste.


Ralf Schumacher.
(Foto: Bridgestone F1)

Drama var der ikke meget af, overhalinger var der heller ikke meget af - og tætte dueller var stort set fraværende. Renaults nye mand, Heiki Kovalainen, leverede dog sin del Han formåede dog at få bilen hjem, men indsatsen var ikke imponerende.

Den eneste virkelige dramatiske situation fremkom da David Coulthard ville overhale Alexander Wurz, i en noget optimistisk manøvre. Coulthard fløj forbi Wurz - ganske bogstaveligt. Red Bull raceren snittede tværs over næsen på Williams raceren og endte i det farvede fangsand. Wurz kunne trille lidt videre, men bilen var alligevel medtaget og østrigeren måtte parkere bilen og gå hjem.

Mark Webber imponerede heller ikke synderligt. Han havde en fornuftig udgangsposition, men faldt lidt baglæns. Og så havde han for travlt på vej ind i pitten og endte med at danse ballet i pitindkørslen - kikset så det ud! Men heldigvis for hjemmebanehelten, ramte han ikke noget og kunne fortsætte og slutte på en beskeden 13. plads.

Formel 1 2007 kom i gang - ikke med et brag, men dog med et hæderligt løb, der giver små løfte om en spændende sæson. Om det så holder, må vi vente at se. Men historisk set har første løb altid været en smule statisk - typisk er der flere teams der endnu ikke er helt oppe i omdrejninger.

Martin Møller-Thomsen

Læs mere om:
  • Fernando Alonso
  • Kimi Räikkönen
  • McLaren Formula 1
  • Scuderia Ferrari
  • Albert Park
  • 18/03/07 - Albert Park - Formel 1 - FIA F1
  •