Godt nok var Henrik Lundgaard, Hedensted, treer i den ordinære tidtagning, men i Super Pole røg han af banen, og herefter var det ikke meget man så til den tidligere rally-Europamester. Det blev til en ottende- og en syvendeplads i henholdsvis pre-finalen og finalen, hvor han i sidste løb ikke kunne true Pierre Legarth, Vejen, på sjettepladsen. Heller ikke teamkammeraten Jakob Sund, Skagen, fik topresultater med sig hjem fra Skåne.
"Min sande pace denne weekend fik man kun at se i warm uppen om søndagen," konstaterede skagboen, der her blev noteret for sjettebedste tid.
"I tidtagningen om lørdagen havde vi nogle opsætningsmæsige problemer, som gav en 14. plads og et dårligt udgangspunkt for pre-finalen. Jeg havde håbet, at jeg kunne forbedre mig mere. Jeg kunne ikke overhale på langsiden, og hvis man ikke kan det på Ring Knutstorp, så er det meget svært at komme forbi, fordi det ene sving bliver afløst af det næste. Det var faktisk svært at overhale."
Jakob Sund krydsede målstregen som henholdsvis nummer 13 og 10, men den sidste placering blev forvandlet til en tolvteplads, efter at Jesper Sylvest, Jægerspris, havde protesteret over en kollision mellem de to.
"Det er selvfølgelig beklageligt, at jeg rammer ham, og han snurrer rundt," tilstår Toyota-køreren. "Jeg undskylder det bagefter, men jeg var sikker på, at han havde set mig. Han bremsede noget tidligere på langsiden, så jeg går op på siden, og han har så ikke set mig. Jeg mener ikke, at der er mere i det end en racing incident. Det er mit forhjul, der rammer hans baghjul, og ikke min forkofanger, og det er for mig bevis for, at vi var lige gode om det."
Selv om resultaterne var skuffende for Jakob Sund, så var Øresunds Grand Prixet alligevel ikke helt nytteløst for ham.
"Jeg havde meget ud af weekenden, og vi fandt nogle ting på bilen, som vi mangler. Når tingene kører, kan jeg være, hvor jeg er i warm uppen," slutter han. Læs mere om: 20/07/03 - Ring Knutstorp - Danish Touringcar Challenge |