Ærlig Philip: Ikke godt nok |
Danish Touringcar Challenge 21/07/03
|
|
Philip Andersen, et af landets allerstørste motorsports-talenter, har haft en forfærdelig debut-sæson i Danish Touringcar Championship, og efter endnu en skuffende weekend i DTC-løbet på Ring Knutstorp gør den 22-årige århusianer nu op med sine placeringer for K Motorsport langt nede i feltet. |
|
Philip Andersen dropper nu helt sin formel-kørsel for ikke at bevare sine køre-tekniske unoder i DTC-regi | "Det var bare ikke godt nok. Jeg må erkende, at jeg endnu ikke har
magtet overgangen fra formel-biler til standardvogne, men det nytter ikke
noget at skyde skylden på uheld og manglende test. Det er selvfølgelig
rigtigt, at jeg på grund af mange uheld ikke har fået kørt nær så mange
kilometer som mine konkurrenter, men stadig bør jeg ikke ligge så langt
nede i feltet. Jeg er desværre nok havnet i en ond spiral, hvor de dårlige
resultater betyder, at jeg kører ekstra meget på instinktet, og det er
ikke heldigt med min baggrund. Jeg forsøger fortsat at køre den hurtige
Honda Civic som en Formel Renault, og det holder bare slet ikke. Jeg skal
lære min hjerne at tænke modsat og bremse meget tidligere i indgangen til
sving, og jeg skal lære at tage svingene meget langsommere og skåne
dækkene. I finalen på Ring Knutstorp gik der blot et par omgange, så var
der ikke mere bid i mine dæk," siger den dobbelte danske Formel
Renault-mester.
Som en konsekvens af weekendens 14.- og 15.-pladser i Sverige tager den
unge århusianer nu Plan B i anvendelse.
"Jeg stiller ikke bare op til løbet på Ring Djursland om tre uger med
den indstilling, at nu kan det i det mindste kun gå fremad. Jer er meget
ambitiøs med min sport, og jeg er nødt til at kigge indad og forsøge at
ændre radikalt på mine dårlige kørevaner. I de kommende uger vil jeg
forsøge at skaffe en testbil, eventuelt i Italien, og så få teknikken med
forhjulstrækket helt ind på kroppen. Af samme grund slutter jeg
øjeblikkeligt med at teste formelbiler mellem DTC-løbene, fordi jeg
åbenlyst ikke magter at skifte mellem de forskellige kørestile endnu.
Endelig vil jeg tage imod et tilbud om mental træning, så alle de negative
episoder ikke kommer til at fylde for meget i mig og tage fokus fra mine
muligheder. Jeg ved, at jeg er en bedre kører end mange af dem, der i
øjeblikket slutter foran mig, og jeg vil have det skidt med ikke at gøre
alt for at bevise det," siger K Motorsports stortalent. Læs mere om: 20/07/03 - Ring Knutstorp - Danish Touringcar Challenge |
|
| |