To episoder er væsentlig for afgørelsen af løbet. Den første er tidligt da Montoya laver en lille piruette ved starten af opløbsstrækningen og mister et par pladser. De manglende sekunder kunne han måske have brugt senere. Den anden væsentlige episode er pitstoppene, hvor Michael Schumacher kører en hurtig omgang, da hans førende lillebror kører i pit. Denne omgang betyder at Michael kommer ud foran Ralf, og dermed var løbet afgjort.

Max Mosley, den kække skakspiller, må være en glad mand, efter dagens løb, for den bedste gennemførte taktik vandt! At resultatet måske havde været et andet, hvis det havde været muligt at gå i nærkamp med en moderne F1 racer på en moderne F1 bane, interesserer næppe Hr. Mosley, der engang udtalte at der også kunne være for mange overhalinger.

Samtidig udstillede løbet i dag også svagheden ved alle disse fantastiske regler der blev lavet i vinterpausen. De nye regler har ganske vist i et eller anden omfang skabt en bedre sæson, end i 2002, men de har ikke løst det fundementale problem - der bliver ikke kørt race, men paradekørsel.

Fire kører som perler på en snor med 10 - 12 omgange igen burde være en garant for drama i en klasse hvor Hitchcock fra sin himmel ville blive grøn af misundelse. I stedet bliver det til en frustrerende oplevelse, fordi dramaet udebliver. Længere nede i feltet lå Barrichello lige foran Raikkonen, heller ikke her, kom overhalingen, eller et forsøg på en. Det eneste de stakkels kørere kunne gøre, var at håbe at manden foran dem lavede en fejl, så de måske kunne smutte forbi.

Formel 1 trænger, ikke igen, men stadig, til nogle drastiske ændringer i reglementet, så løbene ikke bliver afgjort af Ross Brawn eller Patrick Head, men af Michael Schumacher og Juan Pablo Montoya.

Bortset fra den slutning der aldrig blev forløst, var løbet en jævn kedelig affære. Mange droppede ud med tekniske defekter, de to Jordan racere begynde at ryge næsten synkront. Resten af tiden var der bare biler, i farver, på asfalt, der kørte!

Martin Møller-Thomsen