Imidlertid stod schweizeren Angelo Pallavicini og manglede en kompetent tredjemand i sin Warsteiner-M1 ved siden af ham selv og den tyske sportsprins Leopold von Bayern. Gode fælles kontakter hos BMW Motorsport og Winthers solide kørsel bragte parterne sammen i feltets eneste M1. Det i sig selv gjorde holdet til forhåndsfavoritter til en klassesejr, da klassens seks Porsche 930 ikke var det legerendariske mærkes mest konkurrencedygtige model, for slet ikke at tale om den usædvanlige Porsche 928S, med V8-motor. I tidtagningen var M1-holdet knap 3 sekunder hurtigere end hurtigste Porsche, kørt af de franske Alméras-brødre.

I løbet lagde BMW-holdet sig i spidsen for gruppe B og var så langt fremme som nummer 20 i det hårde felt af overvejende gruppe C prototyper. Både Pallavicini og von Bayern pressede imidlertid bilen unødvendig hårdt. Jens Winther prøvede at få teamkammeraterne til at besinde sig, nedsætte tempoet og derved spare bl.a. gearkassen, men til ingen nytte. En ny gearkasse blev installeret blot for senere at give flere vanskeligheder. Nu udgik holdet efter 16 timer og 160 omganges kørsel. Nu blev gruppe B en walk-over for Porsche, der fik 5 af 7 biler i mål, deriblandt den enlige 928.

Belært af Pallavicini-teamets mangler, besluttede Jens Winther sig for at stille op med sit eget team de næste tre år, med 11. pladsen i 1986 som højdepunktet. Snart fulgte de professionelle kørere, anført af John Nielsen, Thorkild Thyrring og Kris Nissen, der for alvor gjorde Le Mans løbet kendt ud over de sædvanlige motorsportskredse i Danmark, deriblandt TV. Men en hobbykører, i slutningen af sin aktive karriere, var først på den hellige grund.