 (Foto: BMW M Motorsport)
Efter endnu en spændende runde af verdensmesterskabet for sportsvogne blev ræset igen afgjort i den allersidste del af det seks timer lange VM-løb. Det var italienske Imola, som lagde asfalt til, og på den tricky bane, hvor overhalinger er svære, blev det som ventet en tæt omgang.
 (Foto: BMW M Motorsport)
Kevin Magnussen var flyvende i løbets tidlige fase, hvor danskeren startede sin BMW M Hybrid V8 fra en tredjeplads og formåede at holde rivalerne fra Toyota bag sig, mens Ferrari var overlegne foran. Danskeren afværgede flere angreb fra Toyota-køreren Mike Conway og afleverede efter to stints bilen på samme placering, som han startede.
 (Foto: BMW M Motorsport)
Helt frem mod slutningen af løbet lignede det en podieplacering til Kevin Magnussen og holdkammeraterne Dries Vanthoor og Raffaele Marciello, men et teknisk problem, som kostede performance i løbets sidste time, sendte trekløveret fra BMW M Motorsport ned på en sjetteplads over målstregen.
 (Foto: BMW M Motorsport)
– Det var en skam, for det så ellers virkelig godt ud. Vi var bestemt konkurrencedygtige i dag og med i kampen hele vejen. Det var et fedt og tæt ræs, og teamet gjorde et virkelig godt stykke arbejde. Nu skal vi have undersøgt, hvad der gik galt med bilen i slutningen af løbet, så vi kan komme stærkt tilbage på Spa, lyder det fra Kevin Magnussen.
 (Foto: BMW M Motorsport)
Mens danskerens BMW altså sluttede på en sjetteplads og sikrede værdifulde VM-point, gik det bedre for teamkammeraterne i søsterbilen, som kom stærkt igen efter et ellers udfordrende løb og sluttede på andenpladsen bag vinderne fra Ferrari.
 (Foto: BMW M Motorsport)
– Stort tillykke, både til vores holdkammerater og til hele teamet. Et podie er en kæmpe præstation for BMW og WRT i deres kun anden sæson i WEC. Det viser, at vi er i stand til at kæmpe om sejrene, hvilket jo er fantastisk her to måneder inden Le Mans, tilføjer danskeren.
 Foto: BMW M Motorsport)
Næste opgave for Kevin Magnussen og resten af holdet fra BMW M Team WRT er tredje afdeling af FIA World Endurance Championship, som afvikles på belgiske Spa-Francorchamps den 10. maj.
Carlos Communication Nikolaj Karlshøj Læs mere om: Kevin MagnussenImola20/04/25 - Imola - FIA WEC - FIA VM |