(Foto: BMW M Motorsport)
Der var udsigt til en drømmedebut for Kevin Magnussen i hans første opgave som fabrikskører hos BMW M Motorsport den forgangne weekend. Sammen med teamkammeraterne fra BMW M Team RLL – belgiske Dries Vanthoor, østrigske Philipp Eng og schweiziske Raffaele Marciello – startede danskeren årets 24-timersløb på Daytona International Speedway fra pole position og var konstant med i toppen af GTP-feltet i den benhårde amerikanske langdistanceklassiker.
(Foto: BMW M Motorsport)
Dries Vanthoor satte tidligt løbets hurtigste omgangstid, som varede i adskillige timer, før den blev matchet af Kevin Magnussen. Firkløveret opbyggede i løbets første to stints et forspring på 25 sekunder og førte flere gange ræset med deres BMW M Hybrid V8, som i øvrigt fuldførte de 24 timer uden tekniske problemer.
(Foto: BMW M Motorsport)
Mod afslutningen blev holdet imidlertid udfordret af rivalerne fra Porsche, og da løbet med under én time igen blev genstartet efter en safetycar-periode, udviklede der sig et tæt og dramatisk ræs. I kampens hede fik Dries Vanthoor kontakt med en konkurrent, hvilket krævede et pitstop og udskiftning af bilens front. Herefter returnerede belgieren til løbet og sluttede på en fjerdeplads lige udenfor podiet.
(Foto: BMW M Motorsport)
– Det er naturligvis en enormt skuffende afslutning på noget, der lignede en suveræn start på sæsonen. Men der er alligevel flere gode ting at sige om weekenden. Vi havde god fart, og bortset fra den ærgerlige episode i sidste stint formåede vi at køre et rent løb. Bilen gennemførte løbet uden tekniske problemer, hvilket viser, at alt det hårde arbejde, som teamet har lagt i at udvikle bilen, har båret frugt, siger Kevin Magnussen.
(Foto: BMW M Motorsport)
– Det har været fedt endelig at komme i gang med min nye opgave i sportsvognsracing, og jeg ser frem til sæsonpremieren i VM-serien i Qatar i næste måned og ikke mindst 12-timersløbet på Sebring i marts.
(Foto: BMW M Motorsport)
Første afdeling af verdensmesterskabet i sportsvogne, FIA World Endurance Championship, afvikles på Formel 1-banen i Doha, Qatar, den 28. februar, mens anden afdeling af det amerikanske IMSA-mesterskab, Twelve Hours of Sebring, afvikles den 15. marts.
(Foto: BMW M Motorsport)
Carlos Communication Nikolaj Karlshøj Læs mere om: Kevin MagnussenDaytona26/01/25 - Daytona - SportsCar Championship - Internationalt |