Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Bil nyt

Tre nye modeller: Porsche fuldender den fuldt elektriske Taycan-familie

Bil nyt 
12/11/24 

Med en sportslig GTS og en effektiv Taycan 4 fuldender Porsche den fuldt elektriske modelfamilie, hvor kunderne nu har flere versioner at vælge imellem end nogensinde.
 


(Foto: Porsche AG)

Med tre forskellige karrosserivarianter, firehjulstræk eller baghjulstræk og en ydelse fra 408 til 1.034 hestekræfter har den fuldt elektriske Taycan-familie aldrig været større. Med tilføjelsen af nye og ekstra sportslige GTS-varianter samt en Taycan 4, som forener effektivitet og dynamik, har Taycan-kunderne nu mere at vælge imellem end nogensinde.


(Foto: Porsche AG)

"Med det brede Taycan-program opfylder vi nu en lige så bred vifte af vores kunders ønsker og behov. Den første generation af Taycan GTS placerede sig med sin sportslige karakter mellem Taycan 4S og Taycan Turbo, og det samme gælder den nye udgave. I den anden ende af programmet kombinerer den nye Taycan 4 den høje effektivitet fra indgangsmodellen med firehjulstrækkets dynamiske egenskaber," siger Model Line Vice President hos Porsche AG, Kevin Giek.


(Foto: Porsche AG)

De nye modeller kommer naturligvis med de samme designmæssige og teknologiske features, som blev tilføjet i de øvrige modeller i forbindelse med opdateringen af Taycan-programmet i begyndelsen af 2024. Dette betyder både flere kræfter og hurtigere acceleration, længere rækkevidde og kortere ladetid, ligesom modellerne også kommer med endnu mere standardudstyr, heriblandt den seneste udgave af Porsche Driver Experience.


(Foto: Porsche AG)

Taycan GTS: Mere sport i stil og oplevelse
Den nye Taycan GTS og Taycan GTS Sport Turismo er – ligesom forgængerne – skabt til de kunder, som ønsker en endnu mere sportslig oplevelse i hverdagen. Modelbetegnelsen blev for første gang anvendt på den i dag legendariske 904 Carrera GTS fra 1963, som blev udviklet til at vinde racerløb på både landeveje og racerbaner, og ånden lever i bedste velgående. Med op til 700 elektriske hestekræfter sprinter den nye Taycan GTS fra 0-100 kilometer i timen på blot 3,3 sekunder.


(Foto: Porsche AG)

Visuelt kan GTS kendes på sine særlige mørktonede detaljer i sort eller Anthracite Grey, som giver modellen et på én gang sportsligt og underspillet look. Nyt er de sportslige front- og bagkofangere med blanksorte indlæg, mens de 20-tommers Taycan Turbo S Aero-hjul eller 21-tommers RS Spyder Design-hjul (ekstraudstyr) er lakeret i Anthracite Grey.


(Foto: Porsche AG)

I kabinen er flere elementer adopteret fra topmodellen Taycan Turbo GT. Der er gjort ekstra meget brug af det sportslige Race-Tex-betræk, og flere komponenter er betrukket med sort læder. GTS-interiøret byder også på 18-vejs justerbare Adaptive Sportssæder Plus, GT-sportsrat med varme og drejeknap til valg af køreprogram samt Sport Chrono-pakke med push-to-pass-funktion og et særligt program til kørsel på bane. Taycan GTS-logoer optræder i det digitale førerdisplay, mens BOSE Surround Sound System er standard.


(Foto: Porsche AG)

Den sportslige og skarpere køreoplevelse sikres af en GTS-specificeret undervogn. Adaptiv luftaffjedring med Porsche Active Suspension Management (PASM) og Porsche Torque Vectoring Plus er standard, mens aktiv baghjulsstyring og en GTS-fintunet udgave af Porsche Active Ride kan tilføjes som ekstraudstyr. Netop Porsche Active Ride giver det bedste fra begge verdener – i dynamiske køresituationer sikrer det intelligente system en næsten perfekt forbindelse til underlaget ved at tilpasse kræfterne til det enkelte hjul, mens det samtidig øger kørekomforten i dagligdagen.


(Foto: Porsche AG)

Taycan 4: Firehjulstrækker med lang rækkevidde
Taycan-kunder, som ønsker at kombinere indgangsmodellens lange rækkevidde med et effektivt firehjulstræk, har allerede denne mulighed med Cross Turismo-modellen. Men med den nye Taycan 4 er kombinationen nu også mulig i den elegante sedanversion.


(Foto: Porsche AG)

Afhængigt af, om bilen er udstyret med Performancebatteri eller Performancebatteri Plus (ekstraudstyr), yder Taycan 4 op til 408 eller 435 hestekræfter ved brug af Launch Control. Rækkevidden afhænger ligeledes af batteriet. Med Performancebatteri kan Taycan 4 tilbagelægge op til 559 kilometer (WLTP) på en fuld opladning, mens Performancebatteri Plus (ekstraudstyr) sikrer helt op til 643 kilometers kørsel – længere end nogen anden firehjulstrukket Porsche Taycan.


(Foto: Porsche AG)

Den velspækkede udstyrsliste er også med til at gøre Taycan 4 attraktiv – her kan blandt andet nævnes Matrix LED-forlygter, 19-tommers Taycan Aero-hjul samt adaptiv luftaffjedring med Porsche Active Suspension Management (PASM). I kabinen finder du ottevejs elektrisk justerbare komfortsæder, sportsrat, dørpaneler i børstet stål samt Sound Package Plus.


(Foto: Porsche AG)

Porsche Danmark