(Foto: Dutch Photo Agency)
Efter en succesfuld weekend i LMP3-bilen på Mugello var den 18-årige randrusianer klar til at give den fuld gas i Eurocup3. Fredagens testkørsler viste et rimeligt tempo - men det sidste manglede, så der blev arbejdet målrettet på at finde mere fart inden lørdagens tidskørsel. Det blev kun til en 15. plads i kvalifikationen, så der var overhalinger på programmet i lørdagens løb.
Med en lynhurtig start fik Theodor Jensen kørt sig frem til 11. pladsen allerede som starten gik. Herfra kæmpede han sig videre til 10. pladsen og kæmpede for at komme forbi de to forankørende. Det blev dog kun til 10. pladsen, som til gengæld udløste tredjepladsen i rookie-stillingen.
(Foto: Dutch Photo Agency)
Søndag bød på endnu en kvalifikation, og med 13. startplacering til løbet var der en lille forbedring at se. Igen i løbet kom Theodor Jensen godt med frem og lå til at tage endnu en tredjeplads blandt rookie-kørerne. Sådan skulle det ikke gå:
- Jeg lå ret komfortabelt til at snuppe tredjepladsen, men på næstsidste omgang lavede en af kørerne en fejl og kørte ind i siden på mig. Det ødelagde mit forhjul, så den placering gik jeg glip af, siger Theodor Jensen, som dog glæder sig over weekendens resultater:
- Det er dødirriterende at slutte weekenden sådan, for vi kunne have fået to podieplaceringer med hjem. Men jeg er tilfreds med min præstation i en weekend, hvor vi ikke helt havde farten, og jeg er glad for at se at jeg kan være med blandt de bedste rookies, siger Theodor Jensen.
Sæsonfinalen i Eurocup3 køres på F1-banen i Barcelona den 9-10. november.
Theodor Jensen Racing
Kim Gripping Læs mere om: Theodor JensenJerez06/10/24 - Jerez - Eurocup-3 |