Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Bilorientering

DM-Guld for 12. gang til Holm og Mørup

Bilorientering 
22/09/24 

Også Struers Marianne Nielsen og Flemming Jensen sikrede sig mesterskabet i B-klassen
Med en 2. plads kun 6 strafpoint efter vinderne i den femte af årets 6 DM afdelinger i bilorientering sikrede de forsvarende Danmarks Mestre fra Thy Motor Sport og Struer & Omegns Motor Sport, Børge Holm og Jørn Mørup, DM guldet for 4. år i træk og for 12. gang i alt. Den femte DM afdeling blev lørdag afviklet ved Kalundborg og med Holbæk AMO som arrangør.
 


Børge Holm og Jørn Mørup, der her er fotograferet ved sidste weekends NM-afdeling i Sverige sikrede sig, med en 2. plads i den 5. af i alt 6. afdelinger, at DM-guldet for 12. gang i alt skal til Thisted og Struer, selv om der stadig mangler 1 afdeling om DM.

Danmarks Mesterskabet i bilorientering afvikles over 6 afdelinger, hvor af de 4 bedste resultater tæller med. Da Børge Holm og Jørn Mørup havde vundet de 3 første af årets i alt 6 afdelinger, men ikke deltog i den 4. DM afdeling i juni, kunne en topplacering i det nordvestsjællandske betyde at guldet blev sikret allerede inden den sidste afdeling køres i slutningen af oktober ved Kjellerup.

Det var dog nordvestjydernes værste konkurrenter, Frederikssund mandskabet, Leon Spiegelhauer og Jan Johansen, der vandt løbet. Hvis nordsjællænderne også vinder den sidste afdeling vil de slutte med 3 første pladser og en 2. plads som de 4 tællende afdelinger. Det er præcist det Holm og Mørup har nu. I tilfælde af point lighed er det afgørende hvor tæt man været på konkurrenten i det løb hvor det blev til en 2. plads. Da Spiegelhauer og Johansen ikke har været tættere på end 20 strafpoint og Holm og Mørup kun var 6 strafpoint efter i lørdagens afdeling, vil pointlighed falde ud til nordvestjydernes fordel, uanset resultatet i sidste afdeling den 26. oktober.

Børge Holm og Jørn Mørup fik en blandet start i lørdagens DM afdeling, og med 2 fejlkørsler allerede på første etape, var de allerede over 50 strafpoint efter nordsjællænderne. På de efterfølgende 3 etaper bragte nordvestjyderne sig tilbage i front, men en ekstra fejlkørsel på sidste etape betød at Spiegelhauer og Johansen lige nøjagtig bragte sig tilbage i front med 6 strafpoint.

Struer mandskabet Morten Jäger og Bent Mikkelsen blev nr. 3 i lørdagens afdeling og har gode chancer for at holde fast i den nuværende bronze plads i Mesterklassen.

Mesterklassen kører om det officielle Danmarks Mesterskab i bilorientering. I de øvrige klasser køres der om Dansk Automobil Sports Unions mesterskaber og her bliver det til mere metal til Struer & Omegns Motor Sport. I den 3. højeste række: B-klassen blev det for 4. gang i sæsonen til en klassesejr til Marianne Nielsen og Flemming Jensen, der dermed sætter de sig solidt på guldmedaljerne i mesterskabet.

Flemming Jensen er noget atypisk, da han har skiftet fra at være en af de skrappeste chauffører i bilorienteringssporten, bl.a. har han sammen med Bent Mikkelsen vundet guld i det Nordiske Mesterskab i 2010, til nu at være kortlæser for ægtefællen Marianne Nielsen. Et skifte der er ret usædvanligt i sporten, men må sige at have været meget vellykket. Ægteparret Nielsen og Jensen vandt lørdagens afdeling med en imponerende margin på 170 strafpoint ned til 2. pladsen i B-klassen og sejren betød at Marianne Nielsen og Flemming Jensen har sikret sig mesterskabet i B-klassen med maksimum point.

Også i A-klassen er der chance for medaljer til Struer. Kortlæser Poul Bo Madsen og hans chauffør, Lars Palle fra Grindsted blev nr. 3 i A-klassen og netop bronze pladsen er i øjeblikket placeret hos Lars Palle og Poul Bo Madsen. 2 sjællandske mandskaber er på de 2 øverste pladser i A-klassens mesterskab.

Medaljerne overrækkes først ved årets sidste DM afdeling ved Kjellerup den 26. oktober.

Resultat DM 5 2024
Holbæk AMO, Obel Transport - løbet, lørdag den 21. september 2024.

5. afdeling om Danmarks Mesterskabet i bilorientering

Nr. 1 Leon Spiegelhauer – Jan Johansen, Frederikssund 208 Strafpoint
Nr. 2 Børge Holm, Thisted – Jørn Mørup, Struer 214 Strafpoint
Nr. 3 Morten Jäger – Bent Mikkelsen, Struer 269 Strafpoint

DM stillingen efter 5 af 6 afdelinger

Nr. 1 Børge Holm, Thisted – Jørn Mørup, Struer 198 point
Nr. 2 Leon Spiegelhauer – Jan Johansen, Frederikssund 196 point
Nr. 3 Morten Jäger – Bent Mikkelsen, Struer 187 point
Nr. 4 Rene Hansen – Ole Skov, Roskilde 182 point

Struer & Omegns Motor Sport
Jørn Mørup, Formand