Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Rally

Simon Vallentin fik sat tyske finalister under hårdt pres

Rally 
09/09/24 

- og tog en generel andenplads i ADAC Ostsee Rallye
Det var ikke kun de tyske finalister, som gav den fuld gas i weekendens slutrunde om det tyske rallymesterskab, det holstenske ADAC Ostsee Rallye. Danske Simon Vallentin og Karsten Isaksen, Holbæk/Egtved, holdt sig heller ikke tilbage, men lagde et massivt pres på de tyske konkurrenter - og Vallentin Rallysport sluttede for anden uge i træk med en generel andenplads i et udenlandsk rally.
 

Efter forrige weekends succes og andenplads i det norske Rally Larvik, havde det danske team travlt med at gøre bilen klar til weekendens nordtyske finalerunde, hvor det ikke kun var Simon og Karsten, som fik noget at se til, for teamets servicefolk fik også nok at se til, mens opgøret stod på.


Trods en afrevet bremseslange og med en molesteret og nødtørftigt repareret front lykkedes det Simon Vallentin og Karsten Isaksen at slutte på en generel andenplads i det holstenske ADAC Ostsee Rallye, som var slutrunde i det tyske rallymesterskab.
(Foto: Sascha Dörrenbacher)

- Vi er yderst tilfredse med andenpladsen, som i høj grad skyldes serviceteamet indsats og hjælp fra Jan Petersen, dejligt når vi kan hjælpe hinanden, fastslog Simon Vallentin efter kampen med Dennis Rostek og Nico Knacker, som hver især kørte efter point den samlede tredjeplads i det tyske mesterskab.

I forvejen havde pointslugeren Marijan Griebel sikret sig mesterskabet foran sølvvinderen Julius Tannert. Begge blev væk, da udfaldet af slutrunden ikke ville ændre på noget for dem.


Putlos er på flere måder en udfordrende hastighedsprøve. Både for kørerne og bilerne - og især dækkene.
(Foto: Sascha Dörrenbacher)

Alligevel kom det ikke til at skorte på spænding for Simon Vallentin og Karsten Isaksen. På tre af rallyets hastighedsprøver satte det danske hold tiden foran de tyske konkurrenter, og på den ene endda selv om det blev idømt 10 sekunders tidsstraf for tyvstart, og på fem andre prøver var den danske duo næsthurtigst og på andre to tredjehurtigst. Så Dennis Rostek og Nico Knacker kom ikke sovende til noget med det pres, som danske Hyundai i20N Rally2-team lagde på dem.

To af rallyets tolv hastighedsprøver blev annulleret, men både kørerne og servicefolkene havde nok at se til endda.


Simon Vallentin og den tyske konkurrent Nico Knacker, som kørte efter point til en podieplads i det tyske rallymesterskab. Simon Vallentin og Karsten Isaksen fik klemt sig ind mellem vinderen Dennis Rostek og Nico Knacker på tredjepladsen. Dansk placering i Top 3. Mission completed!
(Foto: Sascha Dörrenbacher)

- Efter den femte hastighedsprøve var vi endda forrest, men fik problemer med bagbremserne på den syvende hastighedsprøve efter en punktering og et hjulskift. Desuden havde vi en mindre afkørsel, som gav teamet noget at arbejde med, tilføjede Simon Vallentin efter endnu en vellykket indsats med Karsten Isaksen i co-driverens sæde.

Problemet med bremserne skyldtes, at det punkterede og ødelagte bagdæk havde flået en bremseslange af, og det gav lidt ekstra udfordringer på de meget støvede og krævende prøver på det militære øvelsesterræn i Putlos.


Sådan så dækkene ud efter turene på det militære øvelsesterræns morderiske skærver.
(Foto: Sascha Dörrenbacher)

- Vi havde en ekstra bremseslange, men den var for kort, men med en ekstra og længere slange fra Jan Petersen, blev problemet klaret. Jan Petersen og Mads Dalsager, Stoholm/Aarhus, var også til start i Ostsee-rallyet, og gjorde sig ligesom Vallentin og Isaksen gældende i Top 10-feltet.

Apropos støvet på Putlos-prøverne, så var det på rallyets niende hastighedsprøve medvirkende til en mindre afkørsel, som flåede en forlygte og det mest af fronten på Vallentin-teamets rallybil, men med fingerfærdighed, gaffatape og teamchefens pandelampe som nødlygte fik servicefolkene skaden udbedret, så Simon Vallentin og Karsten Isaksen kunne gennemføre og rulle i mål på en generel andenplads efter Dennis Rostek og Stefan Kopzyk i Skoda Fabia RS Rally2 og Nico Knacker og Thomas Puls i en Hyundai i20N Rally2.


Med teamchefens pandelampe klæbet fast som erstatning for den manglende forlygte, lykkedes det Vallentin Rallysports effektive servicefolk at gøre det muligt for teamet at fuldføre og slutte på en generel andenplads i Ostsee Rallyet.
(Foto: Sascha Dörrenbacher)

- Med et effektivt samarbejde med Karsten og serviceteamets formidable indsats lykkedes det igen at slutte på en generel andenplads efter et tæt opgør med lokale fartkonger, konstaterede en meget tilfreds Simon Vallentin, som nu skal have gjort op, om teamet kan nå at få udbedret weekendens skader, så bilen kan blive klar til en planlagt start i det 585 kilometer lange 42. Eurol Hellendoorn Rally i Holland den 20.-21. september. Det vil bl.a. afhænge af leveringstiden på de fornødne reservedele.


Simon Vallentin fik sat tyske finalister under hårdt pres - og tog en generel andenplads i ADAC Ostsee Rallye.
(Foto: Sascha Dörrenbacher)

Vallentin Rallysport, Holbæk

Morten Dam - autoMOTIV/specialpress

Læs mere om:
  • Simon Vallentin
  •