Legends Car Cup 15/08/24
|
|
Den fjerde af årets seks afdelinger køres på banen ved Silkeborg Mesterskabsserien for Legend-kørerne gæster i denne sæson tre forskellige racerbaner, og hver kører har naturligvis sin favoritbane. Det gælder ikke mindst Joachim Lee Holmstoel, Silkeborg. For ham er FDM Jyllandsringen en klar favorit, specielt efter sæsonens tidligere besøg på racerbanen ved Silkeborg, hvor han formåede at gøre rent bord med bedste tid i tidtagningen og tre heatsejre.
|
Men også hans fætter Kevin Verner, Silkeborg, har en forkærlighed for racerbanen i nabosognet, men han har i årets første afdelinger af Legend Car Cuppen haft en racerbil, som ikke har fungeret optimalt. Men det gjorde den ved den seneste afdeling på Ring Djursland, og der er lagt op til et tæt opgør med Joachim Lee Holmstoel på FDM Jyllandsringen.
37 af de små Legend Cars starter i weekenden på FDM Jyllandsringen. (Foto: Stumpphoto)
Flere kørere er dog klar til at give de to vanevindere modstand. Magnus Petersen, Præstø, kommer således med en frisk sejr i baglommen fra det ikke mesterskabstællende løb ved Copenhagen Historic Grand Prix, mens Theis Kroot, Sønderborg, også i år har scoret sin første Legend-sejr. Michael Søvang Christensen, Grindsted, har også tidligere vundet løb i år, og måske kan en anden tidligere Legend-mester give sig selv den perfekte gave i form af en sejr, for 2012- og 2013-mesteren Kenneth Jensen, Randers, har valgt at fejre sin 50-årsfødselsdag på FDM Jyllandsringen.
Den tidligere dobbelte mester Kenneth Jensen har valgt at fejre sin 50-årsfødselsdag på FDM Jyllandsringen. (Foto: Stumpphoto)
Blandt de modne Masters-kørere skal trioen Dan Sørensen, Billund, René Dueholm, Odder, og Nicolai Baltzer Jensen, Stenderup, frem i bussen, hvis de skal gøre sig forhåbninger om, at Lars Bohnensach Ebbesen, Varde, ikke får udbygget sit forspring i tabellen. Til gengæld kan der godt komme en ny kører i front blandt kørerne med de 4-cylindrede motorer, da mesterskabsførende Anders Eriksen, Hadsten, ikke stiller til start.
37 kørere er tilmeldt GP Danmark. Cliff Hansen, Viby Sjælland, er klar til sin første start i denne sæson i den racerbil, han har deltaget med i udvalgte løb siden starten af 2017-sæsonen, mens Marius Kristiansen, Holstebro, er debutant i klassen. Men han kender godt FDM Jyllandsringen fra sin deltagelse i Nordic 4-klassen.
Legend Car Cup
Læs mere om: Jyllandsringen18/08/24 - Jyllandsringen - Legends Car Cup |