For fjerde gang i denne sæson var Jacob Madsen/Line Nedergaard (Ruds Vedby/Viborg) til start i en afdeling af den franske Stellantis Cup. Det skete i Rallye Aveyron, som havde base i byen Rodez, som lå i 600 meters højde.
”Selv om løbene er foregået i samme land, har det været fire forskellige løb, vi har oplevet,” siger Line Nedergaard. ”Selv om det atter var et asfaltrally, kunne man bare ikke sammenligne det med det asfaltrally, vi kørte ved Lyon. Dette her var noget helt andet, men det var en god oplevelse, og det var bare sjovt og udfordrende at køre der.”
Jacob Madsen og Line Nedergaard under Rallye Aveyron (Foto: Ugo Breysse)
”Det gik nogenlunde lige så meget op og ned som ved løbet ved Lyon, men vejene var bare forskellige. Her blev der skåret meget. Det gjorde vi ikke ved løbet ved Lyon,” tilføjer Jacob Madsen.
Mandskabet fra Glad Sport kom godt fra start. Efter de første fire hastighedsprøver fredag indtog man andenpladsen i klassen, 20 sekunder efter den førende, som havde sin fjerde start i Rallye Aveyron.
”Men så fik vi de første problemer,” fortæller Jacob Madsen. ”På den femte hastighedsprøve fik vi et problem med et hjulleje, som ikke trykkede stemplet i bremsen tilbage, og på den syvende hastighedsprøve skar vi et sving ligesom alle de forankørende, men vi ramte noget. Sporestangen lignede en banan bagefter.”
Glad Sports mekanikere arbejdede på højtryk i de få og korte pauser under Rallye Aveyron. (Foto: Glad Sport Presse)
”Jeg var virkelig imponeret over Jacob. Han kørte stadig i et højt tempo og kunne følge med, selv om han skulle sidde og pumpe på bremsen. Sådan noget påvirker også én psykisk,” siger Line Nedergaard. ”Mekanikerne har også været supergode. De har virkelig været på. Hele tiden. Selv om det var sent og de virkelig havde travlt, gjorde de et kæmpe stykke arbejde.”
Lørdagens del af Rallye Aveyron bød på meget omskifteligt vejr for deltagerne, der på forhånd havde skullet beslutte sig for deres dækvalg. Selv om Jacob Madsen/Line Nedergaard blev fanget i en voldsom regnbyge først på dagen, var de stadig godt med i klassen.
”På en 27 km lang hastighedsprøve skulle bilen have én over nakken, og det fik den også … udover marken,” siger Jacob Madsen. ”Hjulene låste for mig mod en stor skrænt, som vi røg ud over. Da vi var stoppet, kunne vi se, at der var halvanden meter op til vejen, og vi kunne ikke ligge finde ud af, hvordan vi kunne komme op på den igen, indtil nogle tilskuere viste os det. Dér tabte vi halvandet minut.”
Jacob Madsen/Line Nedergaard sluttede Rallye Aveyron på en generel 22. plads, blev nummer otte i Rally4-klassen og tog syvendepladsen i Stellantis Cuppen.
Glad Sport Presse
Læs mere om: Jacob MadsenLine NedergaardGlad Sport |