Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Endurance Race

Bastian Buus inden 24 timer på Nürburgring: Det bliver spændende!

Endurance 
30/05/24 

Et af sæsonens højdepunkter nærmer sig for Porsche-køreren Bastian Buus, som den kommende weekend debuterer i det legendariske 24-timersløb på tyske Nürburgring.
 


(Foto: Gruppe C Photography)

Det er en af årets største udfordringer, som venter Bastian Buus, når det berømte 24-timersløb på Nürburgring løber af stablen den kommende weekend. Et løb, som med årene har opnået status som ’det tyske Le Mans’, og som både tiltrækker topteams samt hundredtusinder af motorsportsfans til de smukke Eifelbjerge.


(Foto: Gruppe C Photography)

Løbet finder sted på en kombination af Grand Prix-strækningen og den lange Nordschleife, hvilket skaber en bane på over 25 kilometer med omkring 170 sving og enorme højdeforskelle. Det er ikke unormalt, at det kan regne visse steder på banen, mens asfalten andre steder er helt tør, og den høje risiko for vilde vejrskifte og tåge er med til at gøre løbet udfordrende.


(Foto: Gruppe C Photography)

– Jeg vil kalde det for det hårdeste løb overhovedet. Blot en enkelt omgang på Nürburgring kan få hårene til at rejse sig under køredragten, så et helt døgn med fuld gas er jo decideret vanvittigt. Startlisten er fyldt med alt fra de nyeste fabrikssupporterede GT3-biler til hjemmebyggede racerbiler, så fartforskellen mellem de forskellige klasser er enorm, hvilket kun gør det endnu mere crazy, lyder det fra Bastian Buus.


(Foto: Gruppe C Photography)

Den 20-årige racerkører, som tidligere på året kunne annoncere en længerevarende køreraftale med Porsche Motorsport, stiller op for det erfarne italienske Dinamic Motorsport. Danskeren deler sin Pirelli-sponsorerede Porsche 911 GT3 R med den tyskerrne Marco Holzer og Marvin Dienst samt østrigske Marco Seefried.


(Foto: Gruppe C Photography)

– Jeg har kun kørt et enkelt ræs på Nürburgring, så min erfaring med banen og løbet er temmelig begrænset. Det bliver en spændende og lærerig weekend, og jeg ser frem til at komme i gang med træningen og samtidig opleve den atmosfære, som er med til at gøre løbet så specielt.


(Foto: Gruppe C Photography)

Ikke færre end 130 biler er tilmeldt årets udgave af 24-timersløbet på Nürburgring, hvor Bastian Buus og teamkammeraterne skal kæmpe mod et hårdt felt af GT3-teams supporteret af fabrikker som Audi, Aston Martin, Ferrari, Lamborghini og Mercedes-AMG.


(Foto: Gruppe C Photography)

Træning og kvalifikation skydes i gang torsdag den 30. maj, mens det store 24-timersløb flages grønt lørdag den 1. juni klokken 16.00. Løbet kan følges live på seriens egen YouTube-kanal, som også viser de indledende træningssessions.


(Foto: Gruppe C Photography)

WATCH RACE LIVE

Carlos Communication
Nikolaj Karlshøj

Læs mere om:
  • Bastian Buus
  • Nürburgring
  • 02/06/24 - Nürburgring - Endurance
  •