Det var en ny udfordring for Marco Gersager, da han debuterede i Lamborghini Super Trofeo (Foto: JJ Media)
”Det var helt vanvittigt at opleve,” siger han. ”At opleve hele cirkusset og være en del af løbsprogrammet ved World Endurance Championship, hvor der er skruet op for det hele. Det var helt vildt.”
”Meget havde jeg håbet på at opleve i mit liv, men ikke lige dette her. Når jeg her bagefter tænker det hele igennem, er det lidt vildt at have kørt løb på en F1-bane. Jeg er selvfølgelig ikke med i den hurtige ende af feltet endnu, men jeg kunne være med uden at blive savet over.”
Det var 51 andre deltagere i identiske Lamborghini Huracan Evo 2-racere, som mødte Marco Gersager, da han første gang kørte ud på den fem kilometer lange Formel 1-bane. Der var et par træninger, inden det gik løs med tidtagningerne.
”Jeg var uheldig ikke at kunne få sat en ordentlig omgang sammen i kvalifikationen, så jeg skulle starte som nummer 47 til det første løb og som nummer 40 til det andet,” fortæller Marco Gersager. ”Når vi så kommer 52 biler ned mod første sving, kan det blive vildt. Der er meget at holde styr på, og man vil heller ikke have, at nogen kører op bagi én. Det skete heldigvis ikke.”
'At køre i nærkampe er en helt ny liga for mig,' siger Marco Gersage (Foto: JJ Media)
Løbene i Lamborghini Super Trofeo-serien foregår over 50 minutter med et indlagt pitstop.
”Vi startede race 1 i blå himmel, men der kom regn og med 20 minutter igen blev der indsat safety car. Løbet blev flaget af 10 minutter før tid,” siger Marco Gersager. ”Da regnvejret kom, havde jeg håbet på, at jeg kunne bruge lidt af min rallyerfaring og få fordel af det, men sikkerhedsmæssigt var det rigtigt gjort at flage løbet af, for der blev virkelig åbnet for sluserne.”
I de to løb sluttede Marco Gersager som henholdsvis nummer 13 og 11 i Am-klassen efter generelle placeringer som nummer 47 og 39.
”Det er ikke lige der, hvor jeg plejer at være på en resultatliste,” griner han. ”Det var mit fjerde løb med bilen, og jeg har ikke den store erfaring med baneløb, så det var en stor mundfuld. Jeg vil gerne have, at resultaterne bliver bedre, som sæsonen skrider frem, og nu har vi et udgangspunkt, så jeg kan sætte de næste delmål. Men det hele er stort set nyt for mig, og når man har kørt rallyprøver og på Jyllandsringen og Padborg Park, så er der meget, som skal læres.”
”Men 7-9-13 og bank under bordet, så kom jeg hjem fra Italien med en hel bil. Uden skader og uden ridser. Normalt har jeg været vant til at skulle kæmpe mod et stopur. At køre i nærkampe er en helt ny liga for mig, men jeg fik lavet nogle gode overhalinger i begge løb, og jeg føler mig mere rustet til, når det om et par uger går løs på Spa. Nu gælder er det om at tilbage i simulatoren for at lære den bane at kende, og hvis jeg kan rykke mig 5-6 pladser til løb, er jeg glad.”
GM Motorsport DK
Læs mere om: Marco Gersager |