”Jeg har egentlig søgt i retning af bilsporten flere gange, men takket være ST Competition og RK Maskinudlejning opstod der en mulighed for at køre Super 2L,” siger midtjyden, der sine 20 år til trods har mere end ti års erfaring fra kartingsporten med sig i bagagen.
Thue Henriksen (tv) og Victor Frost Bay har haft den første testdag sammen (Foto: ST Competition)
”Jeg har haft en enkelt test i 2L-raceren. Der er 100 procent spær og baghjulstræk, og jeg har kunnet taget rigtigt meget med fra karting. Men selv om den virker som en stor gokart, er den stadigvæk anderledes.”
Grundlaget for Victor Frost Bays debut i Grand Prix Tours Super 2L opstod lidt tilfældigt.
”Vi havde en 2L-racer stående, hvor det var planen, at den i år bare skulle anvendes til træning og testdage med henblik på at bruge den i 2025,” fortæller teamchef Thue Henriksen fra ST Competition. ”Vi drillede Victor lidt og spurgte, om han ikke skulle prøve racerbilen. Han tog det som en udfordring. Så har vi testet lidt og har arbejdet på at finde et budget til Victor, og nu har vi så gjort bilen klar til ham.”
Victor Frost Bay skal i år ikke bare deltage i de seks afdelinger af Grand Prix Tours Super 2L. Han fortsætter sin karriere indenfor kartingsporten.
”Jeg skal deltage i den danske Rotax Max Challenge-serie, ligesom jeg også kører Euro Trophy i DD2-klassen,” fortæller han. ”Sidste år vandt jeg mesterskabet og kvalificerede mig til Rotax World Finals i Bahrain, hvor jeg sluttede som nummer 10.”
|