”Jeg fik en ottende-, en femte- og en andenplads, og det var langt bedre end det, jeg havde regnet med,” fortæller den 15-årige racerkører fra Egernsund. ”Jeg havde haft god speed i træningerne, selv om det var vådt, men i de to kvalifikationer havde jeg ikke rigtigt heldet med mig.”
”Vi skulle køre to kvalifikationer. I den første var banen våd, men der var et tørt spor, så jeg kørte på slicks, men det var svært for mig at finde et hul i trafikken. Jeg fik ikke rigtigt varme i dækkene og lavede også en lille fejl, så jeg endte med at sætte 14. bedste tid.”
Mikkel Gaarde Pedersen og hans konkurrenter måtte have regnvejrsdækkene i brug på Jerez-banen.
Det betød en startplacering som nummer 14 til det første løb, og da Mikkel Gaarde Pedersens næstbedste tid rakte til en position som nummer 16, blev dette hans startplacering til det andet løb.
”Den anden kvalifikation blev kørt efter mit første heat, hvor det var gået godt for mig, så i teamet var vi sikre på, at jeg kunne kæmpe med om pole position,” siger Mikkel Gaarde Pedersen. ”Mit team ville vente med at sende mig på banen til sidst, men så kom der et crash og der var rødt flag, så jeg fik ikke helt varme i mine dæk og blev sekser.”
Var kvalifikationerne skuffende, viste den sønderjyske teenager til fulde sine evner til at komme forbi sine konkurrenter i de tre løb.
”Jeg havde rigtig god fart i min racerbil, og jeg fik lavet masser af overhalinger,” fortæller han. ”I det første løb kørte jeg mig fra 14. til ottendepladsen og satte næstbedste omgangstid af alle, og i det andet løb, som blev kørt i regnvejr, var der til sidst safety car. På det tidspunkt havde jeg kørt mig op fra min startposition som nummer 16 til femtepladsen, men jeg tror godt, at jeg kunne være kommet i top 3.”
”Til det tredje og sidste løb var det meget vådt. Jeg startede på helt nye regndæk og de første 3-4 omgange var meget svære. Men så begyndte dækkene at få bedre bid, og jeg kunne overhale konkurrenterne én efter én. Jeg satte hurtigste omgangstid og sluttede på andenpladsen.”
Mikkel Gaarde Pedersen er blevet i det spanske, for allerede i den kommende weekend skal han deltage i anden afdeling af den spanske vinterserie i Formel 4. Den finder sted på racerbanen ved Valencia.
Mikkel Gaarde Pedersen - Presse Læs mere om: Mikkel Gaarde PedersenJerez |