(Foto: Dutch Photo Agency)
Efter et par gode træningssessioner, hvor Theodor var opmuntrende tæt på de ti første kørere, kneb det dog med at gøre nummeret efter i den indledende kvalifikation. Her blev det til en 16. plads, selvom Theodor ikke var i tvivl om, at der havde været potentiale til mere.
Til gengæld fik han en god start på det første løb, hvor han fik overhalet et par konkurrenter og efter et udramatisk løb sluttede på 14. pladsen.
Weekendens andet løb måtte Theodor til gengæld starte fra 31. pladsen, da han grundet en kørefejl fik slettet den omgangstid, der bestemte startplaceringen til løbet. Der skulle dog mere til for at ryste den hurtige østjyde. Da starten gik, blæste han frem gennem feltet og havde overhalet fem biler allerede inden første sving. En omgang senere var han forbi tolv konkurrenter, og jagten frem i feltet fortsatte til målstregen, hvor Theodor blev noteret for en tolvteplads.
(Foto: Dutch Photo Agency)
Årets sidste Formel 4-heat startede Theodor fra 18. pladsen, og efter en safety car-periode kom han i en tæt kamp med en konkurrent og måtte en tur af banen. Det kostede en del placeringer, men Theodor kæmpede videre. Mod slutningen af løbet røg Theodor af banen efter let kontakt med en konkurrent, og i stedet for et flot resultat, måtte han udgå med skader på bilen.
Alligevel er Theodor Jensen glad for weekendens forløb - for ikke at tale om hele sæsonen i Spanien:
- Jeg er træt af at være udgået i det sidste løb, men det har uden tvivl været min bedste løbsweekend i denne sæson. Farten har virkelig været til stede, og jeg har lavet nogle gode resultater. Det kan jeg kun være tilfreds med, siger Theodor, som efter sin blot anden sæson som racerkører for alvor begynder at være hurtig - også i verdens mest konkurrenceprægede Formel 4-felt.
- Det er en ret stejl indlæringskurve, men jeg synes at det går den rigtige vej, og det går stærkt! Jeg er glad for samarbejdet med SAINTéLOC Racing, som har været med til at rykke mig et godt stykke i denne sæson, slutter Theodor.
Theodor Jensen Racing Læs mere om: Theodor JensenCircuit de Catalunya |