Men hvad er årsagen til en nation har været så dominerende i en sport der alt andet lige er verdensomspændende?
Svaret er enkelt, og sikkert overraskende for mange: Anden Verdenskrig!
Flyvepladser
Da krigen sluttede, havde Storbritannien, der ellers nærmest var bankerot, en overflod af to ting.
For det første et stort antal unge mænd trænet til at konstruere, vedligeholde og flyve krigsfly. Mange af dem blev hjemsendt og qva deres tekniske baggrund hurtig tiltrukket af motorsporten.
For det andet et hav af flyvepladser hvorfra Royal Air Force og US Air Force havde bombet Nazityskland sønder og sammen.
Disse flyvepladser med deres landingsbaner af beton og perimeterveje af asfalt lå nu ubrugte hen, spredt over hele landet.
Intet var mere naturligt end at bruge de forladte baser til improviserede racerbaner. Mange blev efterfølgende til permanente anlæg, og uden om disse voksede en underskov at små virksomheder op.
Mere end 50 tidligere flybaser blev i mere eller mindre grad brugt som provisoriske baner i efterkrigstiden. De fleste eksisterer naturligt nok ikke længere, men Thruxton, Croft, Snetterton, Goodwood, Kirkistown, Pembrey, Castle Combe samt selvfølgelig Silverstone er stadig i brug. RAF Silverstone blev etableret 1943 og brugt til at træne bombepiloter. Første gang der blev kørt race her var i 1947, og banen var med da det første VM for Formel 1 blev udskrevet i 1950.
Smeltedigel
Omkring banerne opstod hurtigt et miljø der virkede som en smeltedigel af mekanikere, ingeniører, entreprenører og kørere, der siden har skabt store sportslige resultater og teknologiske nyskabelser.
Siden 1950 har Storbritannien således produceret 163 Formel 1-kørere; flest af alle nationer. Lige nu er der fire; Lewis Hamilton, George Russell, Lando Norris og Alex Albon; og det er flere end nogen anden nation kan fremvise.
Ni briter har vundet VM siden FIA udskrev mesterskabet første gang i 1950: Mike Hawtorne, John Surtees, Jim Clark, Graham Hill, Jackie Stewart, James Hunt, Nigel Mansell, Jenson Button og Lewis Hamilton. Tilsammen har disse ni vundet 19 titler.
Ligeledes siden 1950 har Storbritannien skabt omkring 50 F1-teams. De fleste er forsvundet igen, herunder VM-vindere som Vanwall, Lotus, Cooper, BRM, Tyrrell, Brabham og Brawn, mens McLaren og Williams jo i høj grad stadig er aktive.
Luftfoto af Thruxton Circuit. (Foto: John Eccles / Alamy Stock Photo)
Iværksætterne
Storbritannien er med rette kendt for sine mange entreprenører (iværksættere). Nogle af disse fandt deres rette element i smeltediglen omkring de nye baner, og mange af de senere berømte konstruktører, hvoraf mange var blandt landets skarpeste hjerner, etablerede sig i de såkaldte ”Nissen huts”, der tidligere var brugt som barakker, værksteder etc. og fandtes i rigt mål på de tidligere flybaser.
Navne som John Cooper, Tony Vandervell, Colin Chapman, Bruce McLaren (NZ), Ken Tyrrell, Jack Brabham (AUS), Owen Stanley, Bernie Ecclestone, Max Mosely, Frank Williams, Ron Dennis m.fl. vil være kendt af de fleste entusiaster.
Garageteams
I mange år var Ferrari eneste reelle modstander til de britiske ”garagiste”, som Enzo Ferrari nedladende kaldte de små engelske teams, men også franskmændene med Matra, Ligier og Renault har lejlighedsvis budt ind, i lighed med naturligvis Mercedes. Men selv om de to sidstnævnte har hjemme i hhv. Frankrig og Tyskland, har begge valgt England som hovedkvarter for deres racerteams, i lighed med østrigske Red Bull og amerikanske Haas.
Talentfabrikken
Den store succes i Formel 1 smittede ganske naturligt af på produktion af racerbiler til de mindre klasser, hvor britiske konstruktører også har domineret med navne som Lola, Reynard, Ralt, March, Van Diemen, GRD m.fl.
Begynderklassen Formula Ford blev opfundet i England i 1969, og var i mange år et ”must” for unge talenter med ambitioner. British Formula 3 Championship var længe det mest prestigefyldte juniormesterskab i verden.
Industrien
Paraplyorganisationen Motorsport Industry Association (MIA) offentliggør hvert år nøgletal fra den britiske motorsports industri. Det er imponerende læsning, her er nogle af tallene fra 2013
(kilde: the-mia.com/page/reviewofindustry ):
Industrien genererer en årlig omsætning på 9 Mia. GBP.
Omkring 4,500 virksomheder er aktivt involveret i industrien
87 % af industriens produkter eksporteres
Motorsport Valley bidrager dermed væsentligt til den samlede britiske økonomi
25 % af omsætningen investeres i Research & Development
Mere end 40.000 personer anslås at arbejder i motorsportsindustrien
Ovenstående giver forhåbentlig forklaringen på hvorfor netop Storbritannien er arnestedet for moderne motorsport, især Formel 1.
Vil man læse mere kan jeg anbefale siden slotracer.online/racing-greens
Bo Baltzer Nielsen BBN Consult |