(Foto: Bo Skovfoged, DASU)
235 fortrinsvist internationale kartingstjerner er med, når FIA Karting European Championship kører tredje afdeling på dansk grund. Det sker på Rødby Karting Ring, der de senere måneder har gennemgået en stor opgradering for at kunne huse de mange internationale racerteams.
Tidligere på året kørte en lang række af deltagerne opvarmningsløb til EM-afdelingen netop på Rødby Karting Ring, og her var der masser af underholdning og race på højt plan, da nogle af kartingverdenens absolut største navne lagde vejen forbi Lolland.
(Foto: Bo Skovfoged, DASU)
EM-afdelingen køres fra torsdag til søndag, hvor sidstedagen er forbeholdt finalerne.
I den hurtigste klasse, OK, er 93 kørere tilmeldt arrangementet, herunder danske David Walther (Dragør, klub: L.U.G.), der pt. indtager ottendepladsen i EM samlet. Her fører Gabriel Gomez foran Rene Lammers og det jamaikanske håb Alex Powell i en perlerække af kartingnavne. Øvrige danskere i klassen er Louis Leveau (Vedbæk, klub: BGK), sidste års DM-vinder Rasmus Andersen (Roskilde, klub: ASKH), Silas Tveit Gibson (København S, klub: RGKK), Villads Lindenskov (Svendborg, klub: Søndersø Karting Klub), Valdemar Aggerholm (Rungsted, klub: L.U.G.) og Viktor Smith (Svendborg, klub: Søndersø Karting Klub).
I klassen for de yngre kørere, OK Junior, fører ukrainske Oleksandr Bondarev foran belgiske Thibaut Ramaekers og britiske Lewis Wherrell, der vandt sidst der blev kørt i Rødby. I klassen deltager også danskere som Luca Magnussen (Roskilde, klub: ASKH), Philip Engbæk (Herfølge – klub: Sydsjællands Automobil Klub), Marco Garst (Helsinge, klub: ASKH), Mikkel Niehues (Greve, klub: ASKH), Marcus Juncher (Lyngby, klub: ASKH), Magnus Holm Hansen (Næstved, klub: Korsør Kart Klub), Niklas Vejen (Tune, klub: ASKH), Oliver Rasmussen (Grindsted, klub: Grindsted Go-Kart Klub), Mika Rünitz (Tune, klub: BGK) og Mathias Holm Hansen (Næstved, klub: Korsør Kart Klub).
(Foto: Bo Skovfoged, DASU)
EM-afdelingen i Rødby får også besøg af serien FIA Karting Academy Trophy, hvor deltagerne er udpeget af de deltagende nationer og kører i ens materiel uden de store muligheder for at justere på karterne. Her er Danmarks og DASUs udsendte Romeo Haagh fra København NV og klubben Børnenes Gokart Klub. Her ligger Romeo Haagh på en øjeblikkelig 11. plads i mesterskabet efter første afdeling af i alt tre.
Den ca. 1200 meter lange gokartbane ved Femern-anlægget uden for Rødby står helt klar, ligesom de godt 100 frivillige kræfter bag sommerens internationale løb også gør det. For ud over den lokale klub Rødby Go-Kart Klub, så er en række af motorsportsklubberne i Danmark gået sammen for at sikre det største internationale motorsportsarrangement på dansk grund i nyere tid.
(Foto: Bo Skovfoged, DASU)
Find deltagerlister, tidsplaner og publikumsinformation på vores hjemmeside eurokartingdenmark.com her.
Det koster 50,- i entre, og der er publikumsindgang og parkering ved RGS Nordic A/S på Færgevej 24, 4970 Rødby.
Lørdagens løb kan ses live her på YouTube.
Søndagens løb kan ses live her på YouTube.
Livetiming findes her for EM i Rødby.
|