Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Bilorientering

Den nordiske elite kommer til Horsens

Bilorientering 
19/04/23 

På den sidste lørdag i april vil man ikke blot kunne opleve biler med danske nummerplader på de mindre veje omkring Horsens. Der vil også være flere biler med svenske og finske nummerplader end normalt på en forårslørdag. Og det er der en god årsag til.
 

Årsagen er Autohuset Vestergaard-løbet, som lørdag den 29. april om eftermiddagen starter fra bilhuset på Ormhøjgårdvej i Horsens.


Der bliver flere finske nummerplader end normalt den 29. april på vejene omkring Horsens.

”Vi glæder os til at byde den nordiske elite velkommen til starten i vores bilhus,” siger Lasse Bo Nielsen fra Autohuset Vestergaard.

”Løbet er anden afdeling af det nordiske mesterskab i bilorientering,” fortæller løbsleder Bernd Thrysøe fra Hedensted. ”Det er derfor et løb, som tiltrækker ikke bare de bedste danske hold i bilorientering, men også alle topholdene fra Sverige og Finland, når der skal kæmpes om NM-point.”

Deltagerne i Autohuset Vestergaard-løbet har hele syv timer til at gennemføre løbet. Men det handler ikke om at køre hurtigt, men om at finde den rigtige vej. Selve konkurrencestrækningen består nemlig af en række etaper på en samlet længde af blot 75 km, hvortil kommer distancen mellem de forskellige etaper.


Det er ikke kun landevejene som kommer i brug ved Autohuset Vestergaard-løbet. ”Omkring 100 lodsejere har stillet deres private veje til rådighed,” siger en taknemmelig løbsleder Bernd Thrysøe.

”Når deltagerne om eftermiddagen kører ud fra Autohuset Vestergaard på Ormhøjgårdvej, sidder observatøren med en køreordre i hånden, og ud fra den skal chaufføren guides rundt på vejene omkring Horsens,” forklarer Bernd Thrysøe. ”Og nej. Du får mig ikke til at fortælle, om deltagerne skal køre rundt om Bygholm Sø eller finde vej i Bjerre Skov.”

”Det er udfordringen ved bilorientering. Ruten er ukendt for deltagerne. De skal finde vej efter kortet og køreordren, og da der er tale om en afdeling af det nordiske mesterskab, sørger vi for, at der bliver rigeligt med udfordinger for deltagerne.”

Hvis alt går efter planen – og den udstukne køreordre ikke har været alt for kringlet – vil de første deltagere nærme sig målet sidst på eftermiddagen.

”Målet er Bygholm Kursuscenter på Hattingvej, som atter har åbnet sine døre til et motorsportsarrangement,” siger Bernd Thrysøe. ”Her venter der aftensmad til deltagerne, som kommer i mål, og vi skal i løbsledelsen nok sørge for en hotline til køkkenet, hvis vi ude fra terrænet hører meldinger om, at der er nogle hold, som er bagud på ruten.”

Autohuset Vestergaard-løbet arrangeres af Aarhus Automobil Sport, der er en af Østjyllands førende klubber indenfor bilorientering.

Morten Alstrup