Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Rally Monte-Carlo Historique

Otte danske rally-teams inviterer til PRE-START og oplevelser i Assens

Rally Monte-Carlo
Historique 

09/01/23 

De er på vej til verdens største rally for historiske biler
LEGO-konkurrencer, bålhygge, Moon Car-ræs, en rallysimulator og selvfølgelig masser af flotte biler er blandt oplevelserne, når de danske deltagere fra TEAM FYNSKE BANK DANMARK afholder pre-start i Assens. Det sker lørdag den 21. januar fra kl. 10.00 til 14.00 - forud for deres deltagelse i det 25. Rallye Monte Carlo Historique.
 


Ved PRE-starten i 2020 var der stor interesse fra publikum, som mødte talstærkt op
(Foto: rallypics.dk – Viggo Johansen)

Kl. 13.30 sender Assens Kommunes borgmester Søren Steen Andersen traditionen tro de forskellige rally-teams afsted fra Torvet i Assens med et minuts mellemrum. Og mon ikke Torvet bliver fyldt af begejstrede voksne og børn? Det har det i hvert fald været de foregående tre gange, de eventyrlystne rally-teams har afholdt pre-start i Assens. Sammen med de deltagende Rallye Monte Carlo-biler, vil der være udstillet flere historiske biler - både oldtimers- og rallybiler. Og inden løbet vil det også være muligt at få en snak med de danske rally-teams, der snart skal deltage i verdens største rally for historiske biler.


Spejderne fra Verningegruppen tænder op for bålene ved PRE-starten i Assens den 21. januar
(Foto: rallypics.dk – Viggo Johansen)

Ud over udstilling af de mange biler er der i 2023 atter stor fokus på aktiviteter for børnene under hele arrangementet:

  • KFUM Spejderne Verninge stiller op med bålfade, hvor der ristes skumfiduser og laves popcorn, ligesom de serverer varm kakao til både børn og voksne gæster på torvet.
  • For de mindre børn mellem 3 og 8 år, vil der fra kl. 10.00 til 13.00 være en LEGO byggekonkurrence med flotte præmier fra LEGO.
  • På torvet er der Moon Car-bane i samarbejde med Børnehaven Gustavsminde. Her vil der være små præmier til de første 125 børn, der gennemfører banen og flotte pokaler til den hurtigste kører i tre forskellige aldersklasser.
  • Flere gange Danmarksmester i rally, Ib Kragh fra Juelsminde kommer med sin fine rallysimulator, som er bygget op om en rigtig rallybil. Her bliver der mulighed for at forsøge at sætte hurtigste tid på en realistisk digital rallyprøve. (Også for voksne!)


Kort over til- og frakørsel til torvet i Assens

LEGO rally-masters for skoler
Fra kl. 10.00 til 13.00 afholdes der for første gang LEGO Rally Masters, hvor fire udvalgte elever fra nogle af områdets 6. og 7. klasser dyster om en 1. præmie på 5.000 kr. til klassekassen – skænket af FYNSKE BANK ASSENS. Eleverne skal bygge en større LEGO Technic-model, hvor arbejdet bedømmes efter elevernes evne til teamwork og planlægning. Kl. 13.30 vil den vindende klasse blive kåret af dommerpanelet, som udgøres af filialchef René Gramm Jeppesen og otte medarbejdere fra Fynske Bank Assens.

Følgende skoler deltager:
Peter Willemoesskolen
Strandmølleskolen
Salbrovad skolen
Ebberup skolen


De lokale kørere fra Fyn, Lars Hindsgaul og Arne Pagh, flages afsted fra torvet i Assens i 2019
(Foto: rallypics.dk – Viggo Johansen)

De danske Monte Carlo Historique deltagere, du kan møde i Assens er:
Jan Østergaard-Nielsen, Juelsminde og Mette Rygaard, Juelsminde / PORSCHE 924 TURBO
Lars Hindsgaul, Assens og Arne Pagh, Strib / FIAT 128 COUPÉ
Per Vilslev, Hillerød og Erik Andersen, Vedbæk / OPEL KADETT GTE
Arne Fasberg, og Bent Fasberg / HILLMANN AVENGER fra 1973
Kenneth Kruse Simonsen, Charlottenlund / Otto Kristensen, Tune / LANCIA FULVA HF fra 1968
Søren Bunk Jensen og Jakob Knudsen, Skanderborg / PORSCHE 911 SC fra 1979

TEAM FYNSKE BANK DANMARK

Fakta om Rallye Monte Carlo Historique og de danske deltagere i 2023

Når det 25. Rallye Monte Carlo Historique køres fra den 24. januar til den 1. februar 2023, er det med danske deltagere i otte af de 284 deltagende biler.

Der er start i fem Europæiske byer, med Oslo som den nordligste, og Torino som den sydligste. Efter tilkørselsetaper fra startbyerne, samles alle deltagere i Monaco, og kører derfra samme rute med indlagte sekundetaper, hvor der køres på nøjagtighed. Det gælder om at være på rette sted på rette tidspunkt, indenfor 1 meters nøjagtighed. Der køres med gennemsnitshastigheder omkring 50 km/t. Seks af de danske deltagere starter i år fra Reims i Frankrig, et hold fra Bad Homburg i Tyskland – og et hold fra Torino i Italien.

Start i Reims nord for Paris – i alt til mål i Monaco, 2.703 km:

Start nr. 2, Henrik Bjerregaard (DK) med Jaromir Svéc (CZ) i co-driver sædet. Det er 7. gang, at Henrik Bjerregard deltager i RMCH, og 5. gang han stiller til start i sin Ford Escort RS 2000.

Start nr, 94, Hans Kolby Hansen (DK) med Poul Erik Hansen (DK) som co-driver. Hans Kolby Hansen har siden 1971 deltaget et utal af gange i diverse både almindeligt hastighedsrally og historiske rally over hele Europa.

Start nr. 96, Jan Østergaard-Nielsen, Juelsminde med ægtefællen Mette Rygaard, Juelsminde som co-driver. Det er Jan Østergaard-Nielsens første RMCH som chauffør. Han har tidligere deltaget 8 gange som co-driver. Mette Rygaard deltager i sit første Rallye Monte Carlo Historique.

Start nr. 128, Lars Hindsgaul, Assens og Arne Pagh, Strib i en gammel kending, nemlig den flotte røde Fiat 128 Coupé, som denne gang deltager for 14. gang i RMCH, alle gange med Arne Pagh i højresædet. De første 9 gange med den tidligere ejer, Lars Bækkelund som kører, og de seneste 5 gange med Lars Hindsgaul som chauffør.

Start nr. 132, Per Vilslev, Hillerød og Erik Andersen, Vedbæk i en original fabriksbygget Opel Kadett GTE, som udelukkende har været anvendt til rally. Første ejer af bilen var Holger Helle fra Silkeborg. Per Vilslev og Erik Andersen kører i 2020 deres 3. Rallye Monte Carlo Historique i træk.

Start nr, 140, Arne Fasberg, Karlslunde og Bent Fasberg, Tune i en 50 år gammel bil, en flot renoveret Hillmann Avenger fra 1973. Det er brødrene Fasbergs første deltagelse i RMCH. Dog har Arne Fasberg snuset til løbet, da han to gange har kørt servicebil for et mandskab der ikke deltager i årets udgave af RMCH.

Start Bad Homburg i Tyskland – i alt til mål i Monaco 2.903 km:

Start nr, 114, Kenneth Kruse Simonsen, Charlottenlund med vinderen fra 2002, Otto Kristensen, Tune i højresædet på den fine Lancia Fulvia HF fra 1968. Det er Kenneth Simonsens femte Rallye Monte Carlo Historique, mens faderen, Otto Kristensen har deltaget hele 16 gange tidligere, med bedste resultat som vinder i 2002 med hustruen Britta Kristensen.

Start Torino i Italien – i alt til mål i Monaco: 2.153 km:

Start nr. 153, Søren Bunk Jensen, Skanderborg og Jakob Knudsen, Skanderborg, Porsche 911 SC, årgang 1979. Søren og Jakob har tidligere deltaget i RMCH i 2016 og 2018.

Hvad er det for et eventyr de danske kørere bevæger sig ud i?
Det var i 1909, at ideen om et rally for første gang tog form i Monaco. Præsidenten for "Association Sport Automobile Vélocipédique Monégasque", Alexandre Noghès foreslog i 1909, at lave et bil-løb, Rally Monte Carlo, der skulle forbinde et stort antal europæiske byer. Herfra skulle konkurrenterne starte, for til sidst at konkurrere på målstregen i Monaco.

I 1911 var alt klart, og det første rally fandt sted. I næsten en uge blev starterne sat i gang i de 11 udvalgte byer. Der var forskellige startdatoer og starttider, som var udregnet efter afstanden og køretiden fra startbyen til Monaco. Fra Paris, Bruxelles, Geneve, Wien, Berlin og seks andre byer, startede 23 biler på ruten. De forventede at klare en gennemsnitlig hastighed på 10 km/t med indlagte stop, og med ankomster planlagt til lørdag den 28. januar i Monaco.

16 biler nåede frem til Fyrstendømmet uden problemer. Efter at have forladt Berlin den 21. januar, var tyske Von Eismark den første der ankom, efter at have kørt 1.700 km med en gennemsnitlig hastighed på 30 km/t.

Rally Monte Carlo Historique så dagens lys i 1998, hvor det første gang blev kørt. De gamle biler kører et rally som er en kopi af det oprindelige Rally Monte Carlo uden hastighedsprøver, men med prøver der skal køres med en given gennemsnits hastighed på 50 km/t eller derunder.

50 km/t lyder ikke af ret meget, men når prøverne køres på smalle bjergveje, ofte dækket af sne og is, kan det være nærmest umuligt at overholde den opgivne og ofte skiftende gennemsnitshastighed. Følgerne er ofte en del strafpoint, primært på grund af forsinkelser.

rallypics.dk
Viggo Johansen

Læs mere om:
  • Monte Carlo
  • 01/02/23 - Monte Carlo - Rally Monte-Carlo Historique
  •