”Arrangørerne havde fundet nogle pissefede og krævende prøver, som var de bedste rallyprøver i Danmark i lang tid,” siger Ib Kragh. ”Det var prøver, hvor underlaget skiftede. Så var der regn, så var der sol. Det var svært at køre.”
”Jeg kan godt lide at køre grus, men jeg skulle lige have omstillet stilen fra den mere vinkelrette kørsel fra asfalt. Vi fik en god start på løbet fredag, hvor vi var femmere generelt. Jeg havde frygtet, at det ville være værre, men i løbet af lørdagen fik vi os stille og roligt arbejdet frem og sluttede som treer. Jeg ville have været tilfreds med en fjerdeplads, for jeg ville ikke satse, fordi vi lå så godt til i mesterskabet.”
Rally Stoholm blev afviklet med fire hastighedsprøver fredag aften og ni styk i løbet af lørdagen.
”Det var et rally, hvor der var et par upsere, hvor det var tæt på, at vi ikke kom længere. Men der var en, som holdt en hånd over os,” indrømmer Ib Kragh. ”Jeg havde nogle meget sene nedbremsninger, hvor jeg endte med låste hjul, men vi havde et godt udgangspunkt. Den opsætning, vi fandt til det forrige løb i Tyskland, hvor det også regnede, fungerede godt, og bilen gør bare ikke noget forkert. Den er nem at kontrollere, og så var mine intermediates fra Michelin bare hammergode.”
Da dagen var omme, kom Ib Kragh og Ditte Kammersgaard på podiet for at modtage de synlige beviser for sæsonens indsats. En bronzemedalje i Dansk Super Rally og en sølvmedalje i Danmarksmesterskabet i Rally2-klassen.
”Det har været en fornuftig sæson, og jeg vil gerne sige tillykke til Mette Felthaus og Kenneth Madsen med den samlede sejr,” siger Ib Kragh. ”Jeg er selvfølgelig ked af, at vores teamkammerater Morten Fuhlendorff og Finn Thomsen blev udelukket, for ellers kunne begge IK Motorsports hold have stået med en sølvmedalje i vores klasser ved sæsonafslutningen.”
”Men der skal lyde en stor tak til vores fantastiske servicefolk, som også hurtigt har fået den nye Hyundai ind under huden, og som har sørget for, at den har kørt som et urværk, siden vi har fået den. Nu skal vi have bilen skilt ad og sendt motoren til opdatering. Min plan er naturligvis, at vi kører videre, hvis servicefolk og økonomien vil være med. Nu har jeg kørt 40 år i træk, og så kan jeg jo lige så godt fortsætte…”
IK Motorsport Læs mere om: Ditte KammersgaardIb KraghViborg05/11/22 - Viborg - DM Rally - DM |