Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

DM i Rally

23 udenlandske hold starter i Rally Stoholm

DM Rally 
31/10/22 

Fem nationer kæmper om pokalerne på vejene i Fjendsområdet
Selv om weekendens Rally Stoholm skal afgøre, hvem der tager den samlede sejr i Dansk Super Rally, så bliver løbet i området mellem Viborg, Skive og Holstebro ikke en ren dansk affære. Deltagerfeltet tæller nemlig hold fra fem forskellige nationer, og her kommer de 23 mandskaber fra udlandet!
 

Rally Stoholm tæller som finale i Volvo Euro Cup. Det er en international turnering, som også tæller løb i Finland, Norge, Sverige og Tyskland, og den har deltagelse af mandskaber i mere eller mindre standardbaserede Volvo 240-, 850- og 940-modeller. Dette forklarer naturligvis deltagelsen af 12 af de 14 svenske hold, som er tilmeldt Rally Stoholm, men også to norske og et tysk hold stiller op for at kæmpe med om pointene i Volvo Euro Cup.


Det tyske hold Jörn Perlow og Finn Perlow deltager med deres meget unikke BMW Z4M i weekendens Rally Stoholm

Tredjestørste nation – efter værtsnationen og Sverige – ved Rally Stoholm er Tyskland.

Rallymandskaber fra vores naboland mod syd er ofte gæster i danske rallyer. Jörn Perlow/Finn Perlow har således flere gange været til start herhjemme i deres meget unikke BMW Z4M, og de får ved Rally Stoholm bl.a. følgeskab af Dirk Klemund/Nico Eichenauer og Martin Schütte/Kerstin David, som i henholdsvis Subaru og Mitsubishi udfordrer danskerne i den hårde RN5-klasse for firhjulstrækkere.

Storbritannien er den femte nation på deltagerlisten. Fra det vestlige England kommer Nick West/Chris Melling, og det er et hold, som ikke kun har masser af erfaring fra de britiske rallyer, men som også bl.a. har deltaget i det legendariske Rallye Monte-Carlo og det finske VM-rally.


15 af de 23 udenlandske mandskaber deltager i finalen i Volvo Euro Cuppen

Rally Stoholm starter fredag klokken 18.00 i Stoholm, og fredag aften skal der afvikles fire hastighedsprøver. Efter en nattepause genoptages løbet lørdag, hvor der køres syv hastighedsprøver, inden vinderne kåres på Vestergade i Stoholm klokken 18.00.

I forbindelse med løbet er der blevet produceret et 48-siders-rallymagasin med bl.a. aktuel information og oversigtskort over de forskellige hastighedsprøver. Dette rallymagasin kan købes i en række forretninger i Fjendsområdet samt i Stoholm Fritids- og Kulturcenter, der også vil fungere som rallycentrum.

www.rallystoholm.dk
Facebook: @rallystoholm
Instagram: @rallystoholm

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Viborg
  • 05/11/22 - Viborg - DM Rally - DM
  •