Grand Prix Tours Racing satser stort i Formel Renault 2000 mesterskabet i år, hvor teamets Formel Ford 1800 mester Jan Neumann debuterer side om side med teamets anden debutant svenske Joakim Frid.
Grand Prix Tours Racing satser i år på Formel Renault. (Foto: Motorsporten.dk)
Jan Neumann er et velkendt navn i dansk motorsport og har etableret sig som en af Danmarks absolut bedste Formel Ford kørere. Udover et par mesterskaber i gokart, har han vundet ikke mindre end fem danske Formel Ford mesterskaber i 1991, 1995, 1997, 2001 og 2002. I 2001 fik han desuden en 1. plads i World Cuppen for Formel Ford landsholdet. De mange år i Formel Ford har skabt en yderst erfaren racerkører, der nu er klar til at rykke op i Formel Renault klassen.
- Det er et naturligt skridt at tage. Der skulle ske noget nyt i stedet for at køre endnu en sæson i Formel Ford. I Formel Renault får jeg nogle nye udfordringer, og jeg er klar over, at konkurrencen er hård, så jeg ved, at det bliver et læreår for mig, siger Jan Neumann, der under sin første Formel Renault test på Ring Knutstorp for nylige fik sine første omgange i bilen og under regnvejr satte dagens hurtigste tid.
Teamchef i Grand Prix Tours Racing, Dan Suenson er klar over, at Jan Neumann vil få kamp til stregen fra de unge kørere i serien, men at hans mange års erfaring kan give ham flere fordele.
- Jan Neumann skal bruge året til at lære bilen at kende og tilpasse sig serien. Vi lægger ikke noget pres på ham. Vi ved at de unge Formel Renualt kørere har flere års erfaring i serien og er meget hurtige. Jan er en erfaren kører og tiden i Formel Ford vil gør ham til en seriøs konkurrent, fordi han med hans erfaring ved præcis hvornår han skal lave et afgørende træk, forklarer Dan Suenson. Læs mere om: Jan NeumannJoakim FridGrand Prix Tours Racing |