(Foto: Morten Kimer Hansen)
Michael Søvang Christensen, Grindsted, startede fra pole position, men fik en meget dårlig start, og det blev i stedet Frederik Nymark, Hadsten, der førte an foran Casper Pilgaard, Ryomgård, og Mikkel Mac, Nykøbing F. De to sidstnævnte kæmpede hårdt og intenst om andenpladsen, hvor der flere gange var nærkontakt mellem dem, inden Christian Sørensen, Aarhus, kunne lægge pres på Mikkel Mac.
Ved starten af femte omgang opstod problemerne imidlertid. Et muligt oliespild for enden af publikumslangsiden sendte Michael Søvang Christensen rundt, mens Ole Petersen, Bredebro, røg i sandkassen samme sted. Dette krævede en safety car, men også brug af en pulverslukker, da der opstod røgudvikling fra Ole Petersens bil – noget som også gjorde sig gældende lidt senere, da Michael Søvang Christensen måtte parkere sin bil.
Da løbet blev genoptaget forsøgte Mikkel Mac vedholdende at gå forbi Casper Pilgaard. Til sidst lykkedes det for enden af langsiden, men efter at have passeret djurslændingen fortsatte Mikkel Mac lige ud, igennem sandkassen og ramte dækmuren. Køreren meldte, at speederen satte sig fast, men det ændrede ikke på, at der atter måtte indsættes safety car.
Da denne forlod banen, var der kun en omgangs race tilbage, og det vandt Frederik Nymark foran Casper Pilgaard, Christian Sørensen og Martin Henckel Mortensen, Aarhus, mens Mike Mathiesen, Varde, var bedst blandt kørerne i OK Oktan 100 Super 2L, hvor Viktor Poulsen, Ringe, og Nicolai Nygaard Pedersen, Brønderslev, tog de næste pladser. Læs mere om: Jyllandsringen28/08/22 - Jyllandsringen - Super 2L Danmark28/08/22 - Jyllandsringen - Super GT Danmark V6 |