(Foto: Kim Gripping/TCR Denmark)
Lørdag vandt TPR Motorsports Mike Halder i højt solskin, men regnen kom til at spille ind i løbet af søndagen.
Afgørelsen søndag faldt over to heats, der begge blev præget af safetycars. Heatet søndag formiddag endte med Sylvest-sejr efter et heat, hvor Philip Lindberg startede på pole position foran Jacob Mathiassen. De to faldt imidlertid hurtigt tilbage - først Mathiassen efter han snittede væggen på første omgang, og siden kom Lindberg under hårdt pres fra Sylvest, som gik forbi til sejren.
Nicolai Sylvest og Kasper H. Jensen i duel på Bellahøj (Foto: Kim Gripping/TCR Denmark)
Det hele blev imidlertid afbrudt af en safetycar undervejs, da TPR Motorsports Anton Bergstrøm ramte muren og måtte udgå af løbet - han fik dog bilen klar til eftermiddagens finale. I mål blev det imidlertid til første af to søndagssejre for Sylvest - foran Kasper H. Jensen og Mike Halder.
Mike Halder havde mest tur i den lørdag, hvor tyskeren sejrede for TPR Motorsport - men med to tredjepladser søndag var pointhøsten også god (Foto: Kim Gripping/TCR Denmark)
Regnkaos på Bellahøj
Finalen i København blev til gengæld et rod - undervejs trak et stort regnskyl ind over banen, og med hele feltet på tørvejrsdæk endte det med, at løbet blev afgjort bag safetycar. Mike Halder startede fra pole position og kom godt fra start, men sidst på løbets første omgang gik Sylvest på indersiden af den tyske Honda-kører og fandt en vej forbi.
Regnen faldt tungt sidst i tredje heat på Bellahøj (Foto: Kim Gripping/TCR Denmark)
Kort efter blev løbet afbrudt af en safetycar i forbindelse med, at LM Racings Lars Højris i starten crashede, da han flettede hjul med Trofeo-konkurrenten Allan Kristensen fra Meteor Racing. Det lille sammenstød fik til gengæld store konsekvenser, for Højris' grønne Cupra endte i muren.
For Lars Højris i #33 vendte en god weekend med lovende fart og gode resultater sig til en ærgerlig slutning, da han i finalen fik smadret raceren i starten (Foto: Kim Gripping/TCR Denmark)
Løbet blev genoptaget med ni minutter igen på uret, hvor Kasper H. Jensen også fik klemt sig forbi Mike Halder - inden regnen for alvor tog til, og løbsledelsen valgte at køre løbet færdigt bag safetycar.
- Vi var lidt udfordrede fra starten af i går, men vi fandt virkelig melodien i dag. Hele løbet er en risikovurdering - man skal hele tiden køre 98%, men kører man over evne, så sidder man ofte i muren. Men rigtig godt til mesterskabskampen, for Kasper (H. Jensen, red.) var stukket en smule af, men det hjælper absolut at have sådan en weekend her, afrunder Green Development-køreren.
Med resultatet henter Nicolai Sylvest også betragteligt ind i topkampen, hvor han med den københavnske pointhøst nu blot er to point fra TPR Motorsports Mike Halder på andenpladsen - 224 mod 222 point. Kasper H. Jensen og GMB Motorsport ligger derimod helt i front med 261.
Champagne på podiet - Nicolai Sylvest sejrer foran Kasper H. Jensen og Mike Halder (Foto: Kim Gripping/TCR Denmark)
Hattrick til Bach
I Trofeo blev Copenhagen Historic Grand Prix en stor succes for LM Racings Kenn Bach, som søndag fortsatte pointhøsten og tog årets hidtil bedste resultat ved at vinde alle tre heats i Trofeo-kategorien.
- Jeg er mega glad. Det kan ikke blive bedre end det her - et fantastisk resultat for teamet, og jeg er virkelig glad for at kunne give dem sådan et resultat. I forhold til kampen om mesterskabet i Trofeo er det nok derude, hvor det er mere teoretisk end en reel mulighed, men vi kan jagte nogle pokaler, og det her blev i hvert fald en rigtig god weekend, forklarer Kenn Bach.
Med det københavnske hattrick er Kenn Bach oppe som nummer to i det samlede mesterskab i Trofeo med 93 point, mens René Povlsen i kraft af sine 119 point har en solid føring i dén duel.
TCR Denmark er tilbage senere i august, når det den 27. august går løs med Grand Prix Danmark på Jyllandsringen.
Trofeo-podiet - Kenn Bach sejrer foran Johnny Vejlebo og René Povlsen (Foto: Kim Gripping/TCR Denmark)
TCR Denmark Læs mere om: Allan Ørgaard KristensenAnton BergströmJacob MathiassenJohnny Vejlebo NielsenKasper H. JensenKenn BachLars Højris NielsenMike HalderNicolai SylvestPhilip LindbergRené PovlsenBellahøj (Gadeløb)07/08/22 - Bellahøj (Gadeløb) - TCR Denmark |