Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

SuperCup

Varm weekend venter Yokohama SuperCup

SuperCup 
21/06/22 

Skal man tro på meteorologerne, så venter der en varm weekend for Yokohama SuperCup, når den anden afdeling af 2022 mesterskabet skal køres denne lørdag og søndag.

Denne gang skal serien køre på FDM Jyllandsringen, som ligger placeret lidt udenfor Silkeborg.
 

Martin Sørensen kommer til weekenden som mesterskabsførende, efter tre heatsejre til Åbningsløbet på Padborg Park. Bag ham ligger Oliver Rømer, som ligeledes var på podiet tre gange, for godt 6 uger siden. Simon Seiersen er treer i mesterskabet, til trods for at det var hans allerførste løbsweekend i en racerbil, efter at have kørt gokart i flere år.


Simon Birch er klar til at give den gas igen, efter den skadede racer er blevet repareret igen
(Foto: JJ Media)

Simon Birch havde en dramatisk første weekend, hvor han var hurtigst i både træning og kvalifikation, og var på vej mod sejr i løb 1, da der skete en teknisk defekt på den neddroslede Honda Civic TCR racer, og han sluttede weekenden i autoværnet. Både han og bilen er heldigvis klar igen, så det bliver spændende at følge ham gennem weekenden.

Nick Stentved døjede også lidt med tekniske problemer ved Åbningsløbet, men sluttede weekenden af med en 2. plads, og beviste dermed, at BMW E90 raceren også kan være med helt fremme.

Peter Obel tog ligeledes fra Padborg Park med 3 sejre i bagagen – eller det vil faktisk sige 6, da han ikke kun vandt i Yokohama SuperCup 200, men også i Oldboysmesterskabet. Jeff Nigel Lyngø-Grosen er den nærmeste udfordrer til ham i 200 mesterskabet, og ellers er der lutter nye ansigter til at konkurrere mod ham denne gang.

Claus Møller Jensen vender tilbage med Honda S2000 raceren, som han også var til start med et par gange i 2021 sæsonen. Jens Jensen stiller også op for første gang i 2022, med den Peugeot 307 som han fik prøvet af ved sæsonfinalen i 2021.

Det bliver ikke den eneste Peugeot 307 i Yokohama SuperCup 200 kategorien denne gang. Jan Vestergaard stiller ligeledes op med en af de franske biler. Det var egentlig også planen at han skulle have kørt åbningsløbet, men et problem med motoren, forhindrede ham i at stille op i maj måned. Han deltager ikke kun i Yokohama SuperCup 200, men også i Oldboysmesterskabet.

Tom Jørgensen havde egentlig meldt sig til weekenden, men har måtte trække sig igen, da motoren i hans BMW opgav ævred under en anden løbsweekend. Seneste nyt er dog, at han arbejder på at få en ny motor i raceren, så måske dukker han alligevel op.


Jeff Nigel Lyngø-Grosen (273) og Oliver Rømer (31) kommer igen til at dele asfalt denne weekend
(Foto: JJ Media)

Weekendens løb bliver også det første i 2022 med succesballast i racerne. Martin Sørensen skal have 60kg med, Oliver Rømer 40kg og Simon Seiersen 20kg. Henrik Have Jakobsen skulle egentlig have haft 10kg med – men hans bil blev desværre skadet, da han deltog i en anden løbsserie, og kan ikke stille til start i weekenden.

Michael Holm har ikke nået at få VW Polo GTI raceren klar, efter hans uheld på Padborg Park i maj måned, men håber at være klar igen senere på året.

Vi kan kun opfordre folk til at komme til FDM Jyllandsringen denne weekend, hvor der er en masse andre fede klasser på banen. Hvis man alligevel er forhindret, bliver weekenden også streamet på YouTube. Vi deler link til dette senere på ugen, på vores Facebook Side.

Tidsplanen for weekenden lyder som følger (ret til ændringer forbeholdes):

Lørdag
Kvalifikation 10.25
Løb 1 15.25

Søndag
Løb 2 10.10
Løb 3 15.25

Kørerforeningen Gruppe N National SuperCup

JJ Media


Læs mere om:
  • Jyllandsringen
  • 26/06/22 - Jyllandsringen - SuperCup
  •