Mathias H. Jensen, Hinnerup, formåede at udbygge sin mesterskabsføring, men i modsætning til forrige besøg på racerbanen ved Silkeborg skete det ikke på baggrund af en weekend med maksimumscore. Han kom dog tæt på, men i weekendens første heat var han ikke nær så offensiv som normalt i forsøget på at avancere fra sin startposition som nummer 20. I stedet var der en god kamp om føringen, som undervejs bl.a. indehavet af oldboyskøreren Sander Steffensen, Viborg, teenageren Oliver Madsen, Lejre, og den forsvarende mester Magnus Madsen, Skjern, inden Mads Gravsen, Slagelse, havde arbejdet sig op fra sin startposition som nummer 19, passeret hele banen og tog sæsonens tredje løbssejr.
Mads Gravsen, Magnus Madsen og Frederik Valdemar Schrøder kæmpede hårdt om intenst om podieplaceringerne. De blev bl.a. fulgt af oldboyskørerne Lars Bohnensach Ebbesen og Mike Nordby Mathiesen. (Foto: Henning Smed)
Siden fulgte dog to løbssejre for Mathias H. Jensen i de to næste løb, hvor spændingen imidlertid lå et helt andet sted. Bag ham i heat 2 havde Magnus Madsen, Frederik Valdemar Schrøder, Aalborg, og Mads Gravsen, nogle spændende nærkampe, hvor der ikke var plads til fejl. Det måtte Mads Gravsen erkende, da han på sidste omgang fjernede sig selv fra topkampen ved at sætte sin bil i sandkassen. Trioen fortsatte i tredje heat – atter langt efter suveræne Mathias H. Jensen – deres indbyrdes kamp, hvor de blev forfulgt af Magnus Petersen, Præstø, som tog femtepladsen i en af sine bedste løbsweekender.
Oldboyskørerne var ved Tectyl GP Danmark også langt fremme i rækkerne.
Flemming Jensen, Jægerspris, kæmpede for sin sag i weekendens første heat og kunne for første gang siden 2018 krydse målstregen som vinder af oldboys-kategorien. I andet heat lå Lars Bohnensach Ebbesen, Varde, konstant blandt feltets fem bedste kørere, og hans position som bedste oldboyskører blev her kun kortvarigt udfordret. Til allersidst kunne han avancere til en generel tredjeplads, da først Mads Gravsen satte sig selv ud af spillet og Magnus Madsen måtte indkassere en straf for at påkøre en banemarkering.
Flemming Jensen tog sin første oldboys-sejr i år ved Tectyl GP Danmark på FDM Jyllandsringen. (Foto: Morten Alstrup)
I tredje heat fik Lars Bohnensach Ebbesen en god start og fulgte den førende Mathias H. Jensen efter første omgang, men på tredje omgang faldt han pludselig flere pladser tilbage og havnede i kløerne på oldboys-rivalen Mike Nordby Mathiesen, Varde, som også passerede ham. Det ville Lars Bohnensach Ebbesen ikke have siddende på sig, så han tilbageerobrede positionen som bedste oldboys-kører, men han måtte kæmpe for den resten af løbet, da han ved det ternede flag blot var to tiendedele af et sekund foran Mike Nordby Mathiesen. Lige efter denne fulgte Jacob Ommen, Åbenrå, som tredjebedste oldboyskører.
Feltet i OK Mobil 1 Legend Car Cuppen var forskånet for de voldsomme uheld. Det var således typisk soloafkørsler og tekniske problemer, der forhindrede enkelte deltagere i ikke at få det ternede flag at se, hvilket er godt, da næste afdeling køres om mindre end to uger ved Padborg Park Night Race den 4. september.
Padborg Park I/S Læs mere om: Mathias H. JensenJyllandsringen22/08/21 - Jyllandsringen - Legends Car Cup |