Han stiller, som i de seks foregående Le Mans løb, op for Porsche, og skal i årets løb dele bil med franske Kevin Estre, som han vandt Le Mans med i 2018 og verdensmesterskabet for sportsvogne i 2018/2019. De to får selskab af Neel Jani fra Schweiz.
(Foto: Porsche)
Christensen, Estre og Jani skal køre fabriksteamets Porsche 911 RSR med startnummer 92 i LM GTE Pro-klassen. Bil og kørere bliver gennem de 24 timer udsat for ekstreme belastninger på den 13,6 kilometer lange bane, hvor hastigheden fem gange er tæt på 300 km/t. Den 515 HK stærke 4,2 liter boxermotor i Porschen bliver presset til det yderste. Gearkassen, der skifter gear på 15 tusindedele af et sekund, skal under løbet klare omkring 20.000 gearskift og kørerne udsætter bremserne for hårde nedbremsninger 13 gange på en omgang, hvilket får temperaturen på bremserne til at overstige 400 grader. Alt det skal kørerne på skift klare gennem de 24 timer, med skiftende temperaturer, skiftende vejgreb, nattemørke, vejrlig og sportslige udfordringer.
Ialt 62 biler stiller til start i årets løb. I LM GTE Pro-klassen, GT-klassen for de professionelle kørere, stiller ialt 8 biler til start. Udover Porsche, så stiller Ferrari til start med deres Ferrari 488 GTE og Jan Magnussens gamle team, Corvette Racing, kommer med 2 Corvette C8.R.
(Foto: Porsche)
"Le Mans er helt specielt på mange måder" fortæller Michael Christensen under en pause i forberedelserne. "Ikke nok med det er en rigtig fed bane at køre på, så er hele eventet bare specielt. På Le Mans samles - hvis man ser bort fra Formel 1 - alle verdens bedste og mest erfarne racerkørere, de store bilfabrikanter og de bedste teams i en weekend, for at vinde det her løb. Og så er det 24 timer, hvor kørere og materiel bliver presset til det yderste. Le Mans er nu et løb, hvor det er fuld gas hele vejen og hvor bilen bliver presset til det maksimale alle 24 timer, hvis det er nødvendigt. Samtidig skal man under de betingelser forsøge, at afveje forholdet mellem at tage chancer og passe på. Og så skal man være forberedt på nærmest alt, hvad der kan ske de 24 timer, så alle ved, hvad de skal gøre under alle tænkelige scenarier."
Ved løbets forudgående testdag, der blev afviklet i søndags, var Michael Christensens Porsche den hurtigste bil i LM GTE Pro-klassen. "Vi havde en god testdag og bilen kørte rigtig godt. Sidste år var vi blevet stækket og manglede i den grad fart på langsiderne, men vi har fået det tabte tilbage og jeg synes vi står godt. Men når det er sagt, så tror jeg først vi kender det endelige styrkeforhold, når løbet starter."
TIDSPLAN
Onsdag 18. august
Kl. 14.00-17.00 Practice 1
Kl. 19.00-20.00 Qualifying
Kl. 22.00-00.00 Practice 2
Torsdag 19. august
Kl. 14.00-17.00 Practice 3
Kl. 21.00-21.30 Hyperpole
Kl. 22.00-00.00 Practice 4
Lørdag 21. august/Søndag 22. august
Kl. 16.00-16.00 24 timers Le Mans
Michael Christensen Press
Jan Kaiser Læs mere om: Michael Klitgaard ChristensenLe Mans22/08/21 - Le Mans - FIA WEC - FIA VM |