Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

World Endurance Championship

Kevin Magnussen efter første tur på Le Mans: Det er et meget særligt sted

FIA WEC 
16/08/21 

World Endurance ChampionshipKevin Magnussen, Jan Magnussen, Anders Fjordbach og resten af Team SASHI High Class Racing gennemførte søndag den officielle Le Mans-test forud for 24-timersløbet den kommende weekend.
 


(Foto: XYNAMIC)

Kevin Magnussen, Jan Magnussen, Anders Fjordbach og resten af Team SASHI High Class Racing tog søndag hul på de sidste forberedelser, inden 24-timersløbet på Le Mans for alvor skydes i gang i denne uge. Det danske LMP2-hold deltog i den obligatoriske test forud for den franske klassiker, og det var for Kevin Magnussens vedkommende det første møde med den 13,6 kilometer lange berømte Circuit de la Sarthe.


(Foto: XYNAMIC)

– De første omgange føltes ret specielle. Jeg har set 24-timersløbet på Le Mans på TV så langt tilbage, som jeg kan huske, og pludselig sidder jeg der selv. Det er ret fedt. Jeg vidste på forhånd, at jeg ville kunne lide banen, ikke kun på grund af historien, men lige så meget fordi, den er så unik. Det er en utrolig fed racerbane, og du finder ikke en gadebane som denne andre steder i verden, lød det fra Kevin Magnussen efter testen.


(Foto: XYNAMIC)

Søndagens test var opdelt i to sessioner á fire og fem timers varighed, og selvom kørslen flere gange blev afbrudt eller forstyrret af røde og gule flag, fik holdet kørt programmet igennem. Team SASHI High Class Racing brugte primært den første del af testen på at arbejde på bilens setup, mens der i anden halvdel blev kørt long runs.


(Foto: XYNAMIC)

– Vi havde en række mindre tekniske udfordringer under formiddagens session, plus tre perioder med rødt flag, hvilket forstyrrede vores program en smule. Men eftermiddagen gik bedre. Vi fik kørt en del omgange hjem og har nu en masse data og feedback at arbejde med, så det er absolut en god start. Jeg føler mig ret komfortabel med banen nu, og det er tid til, at de to andre også får noget tid bag rattet. Alt i alt er jeg glad og tilfreds.


(Foto: XYNAMIC)

Der er gennem de seneste fem måneder blevet arbejdet hårdt på at få drømmen om en Le Mans-indsats med både Kevin Magnussen og Jan Magnussen til at lykkes, og projektet har opnået stærk støtte fra en række store danske virksomheder. Hovedsponsoren bag projektet er den Slagelse-baserede kødgrossist JN Meat International, og holdet har desuden opbakning fra landets største producent af arbejdsbeklædning, MASCOT, servicevirksomheden RengøringsAgenterne, webshoppen Coolshop.com og brands som Cult Energy og Nohrlund.


(Foto: XYNAMIC)

– At være her sammen med Kevin er enormt specielt og svært at sætte ord på. Det er fantastisk, men Le Mans er Le Mans. Vi er på en mission med et klart mål, og hvis vi skal opnå dét, skal vi være konkurrencedygtige, forbedre os og finde al den fart, vi kan. Vi har netop talt om, at far-søn-temaet ikke har fyldt særligt meget i dag. Jeg er sikker på, at når vi går ned til autocamperen i aften og slapper lidt af, vil vi tale om alt det fede, som er sket i dag. Men når vi er i garagen sammen med teamet og ingeniørerne og mekanikerne, er vi fokuseret på det job, vi er her for at udføre, lyder det fra Jan Magnussen.


(Foto: XYNAMIC)

– Det er Kevins første møde med Le Mans, så derfor gav vi ham det meste af køretiden i dag. Han gjorde det som ventet utrolig godt og gav en masse god feedback, og nu har Jan og jeg lidt at indhente, men det får vi mulighed for, når træningen begynder på onsdag. Bilen føles rigtig god, og vi er ret overbeviste om, at vi kan skabe det setup, som vi ønsker. Der er stadig nogle ting, vi gerne vil ændre, både på bilen og i teamet, men vi har god tid, og jeg føler, at vi er et godt sted, lyder det fra Anders Fjordbach.


(Foto: XYNAMIC)
(Foto: XYNAMIC)

Den 89. udgave af 24-timersløbet på Le Mans afvikles i weekenden den 21.-22. august. De første officielle træningssessions flages grønt onsdag den 18. august, efterfulgt af kvalifikation og Hyperpole torsdag den 19. august.


(Foto: XYNAMIC)

Team SASHI High Class Racing

Carlos Communication
Nikolaj Karlshøj

Læs mere om:
  • Anders Fjordbach
  • Jan Magnussen
  • Kevin Magnussen
  • High Class Racing
  • Le Mans
  • 22/08/21 - Le Mans - FIA WEC - FIA VM
  •