Håbet om en sejr fordampede på den midtjyske asfalt i takt med, at Kevin Rossel sammen med makkeren Andreas Jochimsen kunne se, at der ikke var tilstrækkeligt med power på maskineriet. Derfor blev det hele tiden til placeringer lige efter podiet, og selvom det ikke lever op til målsætningen for ambitiøse østjyde, så var han alligevel ganske afklaret efterfølgende.
Andreas Jochimsen (tv) og Kevin Rossel
- Jeg er faktisk nogenlunde tilfreds, for der var simpelthen ikke til mere. Vi må bare hjem i garagen og arbejde videre med tingene, men jeg er da skuffet, fordi jeg troede virkelig på, at vi kunne gøre meget mere. Farten manglede simpelthen, og der blev sat to tykke streger under, at vi ikke har fundet det, som flere af de andre har, konstaterede Kevin Rossel, der efter tre kørte afdelinger er på en samlet fjerdeplads. Det er dog stadig i underkanten for manden, der i 2019 strøg helt til tops og vandt serien.
- Teamet knokler helt vildt på bilen, men vi er selvfølgelig nødt til at analysere, hvorfor det ikke udmønter sig i mere fart, og det er da ikke specielt sjovt. Det er lange 15 minutter i hvert løb, når du fra start kan mærke, at du kun skal ud og forsvare hele vejen, og der ikke rigtig er power til at angribe. Så har du fokus på sidespejlene i stedet for at kigge fremad, og det er ikke den sjoveste ting som racerkører. Vi er alle sammen ambitiøse på holdet, så det er ikke tilfredsstillende for nogen af os. Som jeg sagde inden, så går vi efter at vinde, og nu skal vi bruge sommeren på at rykke os noget mere, fastslog Kevin Rossel, der inden næste afdeling af Super GT kan se frem til en tur i Lamborghinien. Det sker, når Super Trofeo-feltet indtager Spa-banen i Belgien fra 29. juli til 1. august.
Lars Guldager Dyhr Læs mere om: Andreas JochimsenKevin RosselJyllandsringen04/07/21 - Jyllandsringen - Super GT Danmark V6 |