”Det var en drengedrøm, der gik i opfyldelse, da Carina og jeg sluttede i top 3,” siger Marco Gersager, som endnu ikke helt har fået armene ned. ”Det er helt crazy. Jeg ved ikke, hvor mange gange Martin og jeg byttede plads i vores kamp om andenpladsen, men når man kører motorløb på den måde, er der bare noget ved det!”
Humøret var højt, da Carina Møller og Marco Gersager fejrede tredjepladsen. (Foto: Jokum Tord Larsen)
”Det var fedt med den interne fight med Martin, men det var også fedt, at vi tre hold i top 3 slutter indenfor 10,7 sekunder. Det siger alt om niveauet og spændingen i løbet.”
Sydjysk Rally bestod af fem forskellige hastighedsprøver, hvor de fire skulle køres to gange, mens den femte – rallycrossbanen ved Korskro Motor Center – skulle gennemkøres tre gange.
”Efter den første hastighedsprøve var Carina og jeg nummer 3, og vi følte, at vi havde et godt flow i bilen, selv om jeg også hurtigt måtte erkende, at jeg havde valgt lidt for hårde dæk til de tre første hastighedsprøver,” fortæller Marco Gersager. ”På den anden hastighedsprøve satte vi en del sekunder til i forhold til de hurtigste, men jeg kunne ikke pege på ét sving eller én del af prøven og sige Det var dér, vi tabte tid.”
På løbets sjette hastighedsprøve – rallycrossbanen ved Korskro Motor Center – satte Marco Gersager og Carina Møller hurtigste tid af alle – et resultat, de gentog på niende hastighedsprøve, der var den samme. Men på ottende hastighedsprøve havde duoen også et kiks.
”Jeg bremsede for sent, og så holdt vi der og gloede ind i en halmballe,” indrømmer Marco Gersager. ”Alligevel kørte vi tredjebedste tid, tre sekunder efter Martin. Som helhed var det stadig fedt, at man kan være med helt fremme, selv om man har en smutter.”
Slutfacit blev en tredjeplads generelt i Sydjysk Rally. Det betyder, at Marco Gersager og Carina Møller er avanceret fra syvende- til fjerdepladsen i kampen om mesterskabet i Rally2-klassen, mens de forsvarer deres ottendeplads i Dansk Super Rally – det overordnede mesterskab på tværs af alle klasser.
To gange på Korskrobanen satte Marco Gersager og Carina Møller hurtigste tid af alle. (Foto: Jokum Tord Larsen)
”Bilen spiller bare maks,” siger chaufføren. ”Den har drengene styr på. De har serviceret den godt hjemmefra, så jeg kan koncentrere mig 100 procent om at køre bilen.”
”Det er en god måde at starte sommerferien på, men vi skal heller ikke hvile på laurbærrene. Der går nu to måneder inden næste DM-afdeling, så jeg regner med, at vi finder et løb herhjemme eller i udlandet i starten af august, så vi kan holde formen ved lige.”
GM Motorsport DK Læs mere om: Carina V. MøllerMarco GersagerKorskroen26/06/21 - Korskroen - DM Rally - DM |