Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

MotoCross

VM i MX: De nye danske talenter

MotoCross 
08/06/21 

VM i motocross starter d. 13. juni i Rusland efter flere corona-aflysninger hen over foråret. Det har krævet meget ekstra forberedelse for de to nyeste VM-talenter, Mikkel Haarup og Bastian Bøegh Damm, der i år stiller op for Danmark i MX2-klassen.
 

De danske motocrosskørere har haft deres udfordringer efter flere udskydelser af første VM-afdeling. Det har krævet endnu mere planlægning og koordinering end normalt, mens danskerne også skulle holde formen ved lige både fysisk og psykisk midt i en begrænset sæson, præget af corona.

Ambitionerne op til det tætpakkede VM-program fejler heldigvis ikke noget hos Mikkel Haarup og Bastian Bøegh Damm, der begge tilhører den nye generation af danske VM-kørere.


Mikkel Haarup

Allerede sidste år kunne man følge Mikkel Haarup ved VM i MX2, hvor han trods et alvorligt styrt nærmede sig en samlet top-10 placering tidligt i sæsonen. Han har taget mange ting med sig fra sin første VM-sæson og brugt erfaringen til at gøre flere ting anderledes i sin træning op til dette års VM.

- Jeg lærte meget af min første VM-sæson og fandt flere ting, som kunne forbedres - ikke kun på maskinen, men også den omkringliggende træning. Jeg har lagt mit fokus på at finde en balance i min træning for at forbedre min restitution og for at få mest muligt ud af min træning både af og på maskinen. Det handler om at arbejde smart og ikke altid hårdt. Alt jeg kan gøre, er mit bedste, og jeg har gjort mit arbejde for at være klar til at hente gode resultater hjem. Men jeg har altid sagt, at jeg ikke stiller op til noget, hvis jeg ved, jeg ikke kan vinde, fortæller Mikkel Haarup fra Randers Motorsport.


Bastian Bøegh Damm

Bastian Bøegh Damm kører sin VM-debut, men er ikke et nyt ansigt på den internationale motocross-scene. Sidste år viste han gode takter ved at vinde første afdeling af EM og køre stabilt inden et styrt i midten af sæsonen. Nu er danskeren klar til at vise sine evner ved VM.

- Jeg har haft en rigtig god vintertræning med mit team og jeg føler mig klar til at prøve kræfter med VM. Grundet de mange udfordringer med corona har fokus været at få en super grundform og få kørt en masse, og lige nu trimmer vi hele vejen rundt, så alt yder perfekt. Derfor glæder jeg mig til at komme til Rusland og starte sæsonen op for alvor. Mit mål er at være med hele vejen og yde mit bedste for at vise, at jeg kan gøre mig gældende. Det bliver en stor oplevelse, og jeg er meget glad for at få muligheden for at køre VM, fortæller Bastian Bøegh Damm fra Vestjysk Motocross Club.

MX-landstræner: Spændende at følge de danske MX2-kørere

- De to danske kørere har en lang VM-sæson foran sig, og vi har arbejdet på, at de ikke skulle overanstrenge sig op til første afdeling. Det har været en udfordring at finde en balance i træningen, særligt fordi vi grundet corona ikke kunne køre særligt mange træningsløb. Så man har kørt simuleret løb til vores træningssamlinger, også så de kunne finde en ro i deres kørsel. Selvom begge stadig skal samle erfaring fra VM, så bliver det meget spændende at følge dem til VM, for både fysisk og mentalt har de evnerne til at køre med i den øverste del af feltet, fortæller MX-landstræner for DMU, Emil Larsen.

DMU - Danmarks Motor Union