- Corona havde den betydning for Formel 4-klassen, at vi kun fik kørt tre af syv planlagte afdelinger, så jeg fik ikke al den tid bag rattet, som jeg havde sat næsen op efter. Samtidig døjede vi med et par tekniske udfordringer, der først blev løst sidst på sæsonen, så det gav rigtig god mening for mig at tage et år mere, fortæller William Wulf, som trods alt sikrede sig en enkelt heatsejr i fjor.
Hvor William og familien Wulf hidtil har håndteret opsætning og drift af racerbilen selv, har han til denne sæson valgt at køre for FSP-teamet. Der var nemlig nogle få og vigtige elementer, som ikke fandtes i det lille familieteam:
- Det kan godt være udfordrende at stå i sit eget team, når man ikke har en masse erfaringer at bygge på. Sidste år stod jeg tit og savnede lidt sparring og mulighed for at sammenligne mine data og erfaringer med andre kørere, som man kan i et team. Derfor har jeg valgt at køre for FSP i denne sæson, for så kan jeg for alvor udvikle mig som kører, fortæller William Wulf.
William Wulf går målrettet efter F4-titlen i år.
Mens sidste sæson gav en enkelt heatsejr og en del erfaringer med bilen, har William Wulf sat sig for at køre sig i en position, hvor han kan vinde mesterskabet i år. Ikke mindst for at få et godt afsæt mod fremtiden og et udenlandsk eventyr:
- Jeg går hundrede procent efter at vinde mesterskabet, og det tror jeg på er realistisk. Min store drøm er at komme ned og køre Le Mans-løbet en dag, og det næste skridt i dén retning håber jeg at kunne tage næste år. At vinde mesterskabet herhjemme vil være en rigtig fin måde at komme ud i Europa, siger William Wulf.
Sæsonen i det danske Formel 4-mesterskab starter på Padborg Park den 24-25. april.
Løbskalender Formel 4 2021
24.-25. apr. Padborg Park
15.-16. maj Padborg Park
12.-13. jun. Sturup Raceway
20.-22. aug. FDM Jyllandsringen (Grand Prix Danmark)
4.-5. sep. Padborg Park (Night Race)
18. sep. Ring Djursland
2.-3. okt. FDM Jyllandsringen
Formel 4 Danmark Læs mere om: William WulfPadborg Park25/04/21 - Padborg Park - Formel 4 DK |