Per Eriksen får som kommercielt ansvarlig et stort ansvar bag scenen og skal blandt andet stå for TCR Denmarks sponsorsamarbejder og får en afgørende plads i arbejdet med at udvikle seriens kommercielle profil til det næste niveau. Per Eriksen har været en fast del af dansk motorsport i mange år, og har specielt slået sine folder på marketingsiden. Han er nu klar til at give Danmarks førende motorsportsklasse et gear mere til en sæson, hvor TCR Denmark i forvejen stiller med sit hidtil stærkeste felt og en dugfrisk TV-aftale med TV2 Sport.
TCR Denmark ser frem til at samle det bedste i dansk banesport på de danske baner og ude i stuerne hos TV2 Sports mange seere, og at det sker med et forstærket team bag serien, er noget, som glæder seriens administrerende direktør, Martin Jensen.
- Vores vigtigste agenda er at styrke TCR Denmark som brand. Og som serie skal vi kommercielt kunne tilbyde vores teams alle de redskaber, de skal bruge for at kunne konkurrere på højeste niveau. Med den succes vi fik i 2020 under de sværest mulige forhold rider vi på en god bølge, som vi skal udnytte - og med Per på holdet styrker vi det arbejde og samarbejde på alle fronter, forklarer Martin Jensen.
Per Eriksen er ny kommercielt ansvarlig i TCR Denmark
Udviklingen skal nå næste trin
Dermed er der linet op til, at TCR Denmark tager et vigtigt næste step. Det er for serien et trin, som Per Eriksen glæder sig til at sætte sit præg på:
- Jeg glæder mig enormt til at udvikle TCR Denmark yderligere. Serien kom godt fra start i et 2020, som har været svært for alle i sporten. TCR Denmark viste fra første færd, at klassen emmer af alt det, som tidligere gjorde dansk banesport til en stor succes ude på banerne og hjemme i stuerne. Der skal vi hen igen, forklarer Per Eriksen.
Samtidigt er den nye TV-aftale med til at bringe toppen af dansk banesport tilbage i æteren hos TV2 Sport, hvilket også åbner nye muligheder for serien, siger Martin Jensen:
- Det er klart, at vi med platformen, som TV2 kommer med, har nået en høj status rent kommercielt i hele den danske sportsverden. Det er en stærk situation, vi som organisation skal have det optimale ud af. Og her bliver det en stor hjælp, at jeg kan give mig fuldt ud på det sportslige plan og overlade det kommercielle til en stor kapacitet som Per Eriksen er.
Og med en coronapandemi, der forhåbentlig er på retræte, ser TCR Denmark frem til snart at kunne byde på live motorsport i topklasse fra første parket - for Danmarks mange tusinde motorsportsfans og for erhvervslivet.
Der er sæsonpremiere på FDM Jyllandsringen den 8-9. maj.
TCR Denmark Læs mere om: Jyllandsringen09/05/21 - Jyllandsringen - TCR Denmark |