Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formel 1

Dødsfald: Murray Walker

Formel 1 
14/03/21 

1923 - 2021

Murray Walker var i mange år F1 kommentator på engelsk tv. Og det gjorde han så godt, og så intenst, at hans renommé blev kendt i alle mulige andre sprogområder. Som dansk tv-seer op gennem 90'erne, var der flere gange, hvor man kunne ønske sig at DR havde koblet sig ind på det engelske kommentatorhold, fremfor de danske.
 

Det var i første halvdel af 80'erne at jeg opdagede opdagede F1. Det var dengang man kunne være heldig at DR viste et enkelt løb om året. Så for en nyslået F1 fan, der ikke engang var blevet teenager endnu, var et år mellem løb i fjernsynet, lidt for lang tid.

Heldigvis var der råd for det. For min moster og onkel havde allerede i 1980 investeret i en af de dersens moderne vidoemaskiner. Og min fætter, der var 12 år ældre, var også glad for F1 og alle andre former for motorsport, havde kontakter i det store udland og en samling af F1 løb i 30 minutters udgaverne fra BBC med Murray Walker og James Hunt. Så mens de voksne sad omkring spisebordet og drak kaffe og guffede kage, lå jeg på gulvet foran fjernsynet.

Det var der, jeg lærte at sætte pris på Murray Walker (og Fleetwood Mac). Han mindede mig lidt om Kermit the Frog, med hans evige begejstring, når en eller anden trillede over målstregen, efter verdens kedeligste løb. Murray Walker kunne få alt til at virke som det bedste nogensinde.

Senere lærte jeg, at han havde en baggrund i reklamebranchen, hvilket sådan set gav mening. Murray Walker solgte varen F1 med samme begejstring som han sikkert tidligere solgte Aspirin og Marsbarer. Motorsport startede han med at kommentere i radioen helt tilbage i slutningen af 40'erne. Da BBC i 1978 besluttede sig for at sende sammendrag af alle løbene var det ham de spurgte. Rent praktis foregik det som oftest sådan at han, og James Hunt, var tilstede lørdag på banen, hvor de kunne lave interviews og stemningsbilleder. Derefter fløj de hjem til England, så løbet på tv, og bagefter speakede det sammendrag, der skulle vises.

i interview fortalte han om sit optimistiske syn på livet og F1. Han havde nemlig, fortalte han, et håb hvert år, om at den kommende sæson blev den bedste nogensinde. Regelændringer var han altid positiv overfor, det kunne jo være de var gode. Kørerne var han også positive overfor. Det er sjældent, hvis nogensinde, at han har sagt noget som helst negativt om køreres talent.

Walker var kendt for at tage fejl. Næsten på magisk vis, skete der, det modsatte af, hvad han lige havde forudsagt, eller bare nævnt som mulighed. Selv forklarede han det som "jeg laver ikke fejl. Jeg laver forudsigelser... der umiddelbart efter, viser sig at være forkerte". Det var ikke tilfældigt at hans selvbiografi hed "Unless I'm very much mistaken". En bog, man kan høre ham selv fortælle for sit indre ører, mens man læser den.

Efter 2001, som 78 årig, gik han på pension - sådan da. Lidt arbejde kunne man jo altid finde. Murray Walker havde altid været en aktiv person. Som kommentator var det motorsporten i bred forstand, men Jeremy Clarkson fik ham en gang til at kommentere snooker. Klippet kan findes på youtube. Også en reklame for pizza, hvor han kommenterer på Damon Hills spisnng er et gensyn værd. Jeg forestiller mig, at han nu sidder på en stjerne og kommenterer hele verden.

Martin Møller-Thomsen