"Jeg troede på en super kvalifikation i den her weekend. Barcelona er min bane!! Det er her, jeg altid har gjort det godt. Her jeg fik min første store chance hos et top juniorteam, Van Amersfoort, da jeg i test var hurtigere end de store F1 kørere, de har udviklet. Og nu laver jeg så en tidtagning som 15. bedste!! Helt uforståeligt for mig selv og for teamet. Der er noget, der ikke spiller, men som jeg ikke helt selv kan sætte ord på."
(Foto: Prema Powerteam)
Siden sidste løb på Silverstone er der arbejdet på højtryk for at forstå Vesti's udfordring med bilen. Fornemmelsen på Silverstone var den samme. Men det er stadig uklart, hvad der er problemet.
"Jeg føler, at nu er det nu, men det sker bare ikke. Jeg er hurtigste mand i de hurtige sving. I de langsomme sving mister jeg fart. Min bil satte ud på 8. omgang i løb 1 p.g.a et defekt batteri, så desværre fik jeg ikke muligheden for at mærke og arbejde med bilen igennem et helt løb."
P.g.a det udgåede løb startede Vesti bagest i løb 2. Og det var en ændret bil Vesti satte sig bag rattet på. Vesti rykkede 8 pladser frem og sluttede på en 21. plads. Igen var følelsen ikke optimal, men bedre.
"Jeg er en kører, der har brug for at vide, hvad der sker for at kunne arbejde med mig selv og bilen. Lige nu ved vi bare ikke, hvad det er. Mine teamkammerater har en anden kørestil end mig. De forstår bedre at køre uden om "problemet", men var også begge to udfordret i går med tab af placeringer til følge. Og derfor valgte vi alle i aftes at få foretaget ændringer af bilen til i dag."
På trods af 2 løb uden points, beholder Vesti sin 6. plads i mesterskabet. Og på trods af forventningen om en stor weekend, forsøger han at holde hovedet koldt.
"Jeg må tage hver en udfordring, hver en skuffelse som en forberedelse til fremtiden. Der kommer masser af den slags oplevelser, men det hjælper ikke at sætte sig opgivende tilbage. Alt er fremad. Også for mig - og også ovenpå en skuffelse af de tunge", slutter Vesti, der nu tar sig en uges pause og trykker reset, inden han er tilbage hos sit team i Italien for at forberede sig til næste løb på Spa om små 2 uger.
Dorte Riis Madsen
Læs mere om: Frederik VestiCircuit de Catalunya16/08/20 - Circuit de Catalunya - FIA Formula 3 |