Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Super GT Danmark V6

MB Racing og Ronnie Bremer tager kampen op i OK Oktan 100 Super GT

Super GT
Danmark V6 

03/07/20 

Super GT DanmarkEfter en tæt andenplads i 2019-udgaven af Danish Thundersport Championship går MB Racing og Ronnie Bremer nu efter mesterskabspokalen i OK Oktan 100 Super GT.
 

Ronnie Bremer var tæt på at sikre MB Racing en mesterskabspokal i 2019-udgaven af Danish Thundersport Championship, og allerede i december meldte teamet ud, at man i 2020 ville stille til start i Danmarks anden store motorsportsklasse, Super GT. Forårets Covid-19-krise satte som bekendt en kæp i hjulet for enhver form for motorsport, men den kommende weekend kan sæsonpremieren i OK Oktan 100 Super GT endelig flages grønt.


(Foto: MB Racing)

– Vi havde en rigtig god sæson i Danish Thundersport Championship sidste år, hvor vi var med til at kæmpe om mesterskabspokalen frem til sidste løb. Vi har hele tiden ønsket at være synlige til de store danske motorsportsevents, og mens vores ene medstifter, Jan Magnussen, har indgået en aftale med et andet dansk team i TCR-serien, har vi valgt at repræsentere MB Racing i Super GT-serien, lyder det fra Ronnie Bremer.

– Ligesom DTC-bilerne er Super GT-bilerne bygget med det eneste formål at køre ræs, og efter de første tests er jeg meget begejstret for konceptet. Bilerne er mindre og lettere end de amerikanske DTC-biler, hvilket gør det muligt at bremse senere og bære mere fart ind i svingene, og samtidig passer de i kraft af deres størrelse rigtig godt til de relativt små danske racerbaner.


(Foto: MB Racing)

Sæsonpremieren på OK Oktan 100 Super GT skydes i gang den kommende weekend på Padborg Park, og MB Racing deltog tidligere på ugen i en officiel testdag på den sønderjyske racerbane. Her sluttede Ronnie Bremer, som altså er debutant i serien, på en lovende tredjeplads på listen over omgangstider.

– Jeg føler, at vi er godt rustet til sæsonåbneren. Testen gik fornuftigt. Vi fik afprøvet de ting, som vi havde planlagt, og vi har en god idé om, hvordan vi skal finde de tiendedele, som vi mangler på farten. Det vigtigste er, at vi har et godt og erfarent hold af dygtige folk, og dét er der bestemt ingen tvivl om.


(Foto: MB Racing)

Første afdeling af OK Oktan 100 Super GT afvikles på søndag den 5. juli på Padborg Park. Anden afdeling afholdes samme sted den 11.-12. september, efterfuldt af tredje afdeling på Ring Djursland den 26.-27. september. Fjerde afdeling afvikles på Padborg Park den 10.-11. oktober, mens mesterskabet afgøres til finalen på Jyllandsringen den 24.-25. oktober. Alle løb kan følges på Super GT-seriens Facebook-kanal.

MB Racing

Carlos Communication
Nikolaj Karlshøj

Læs mere om:
  • Ronnie Bremer
  • Padborg Park
  • 05/07/20 - Padborg Park - Super GT Danmark V6
  •