(Foto: Richard Prince)
Jan Magnussen kunne i weekenden debutere i den nye Corvette C8.R, da han sammen med Mike Rockenfeller stillede op til femte afdeling af verdensmesterskabet for sportsvogne, FIA World Endurance Championship, på Circuit of The Americas i Texas. Den dansk-tyske Corvette-duo sluttede på en sjetteplads i det seks timer lange løb, som trods helt ny racerbil blev gennemført uden tekniske problemer – men desværre også uden tilstrækkelig med fart til at udfordre konkurrenterne i GTE Pro-klassen.
– Det var ret tydeligt, at vi var langt efter konkurrenterne i det her løb, men til gengæld har vi lært en masse nyt om den nye Corvette. Vi manglede helt klart power, men der er også mange andre områder, hvor vi kan forbedre bilen. I et løb som dette har du en chance for at lave ændringer og afprøve forskellige setups undervejs. Vores opgave var at observere, hvad de andre teams gør, hvordan de andre biler opfører sig, hvor de er stærke, og hvor vi selv bliver nødt til at være stærkere, lyder det fra Jan Magnussen.
(Foto: Richard Prince)
Det var danskeren, som startede løbet fra en syvendeplads og gennemførte de første to stints, og her lykkedes det at hente to positioner. Rockenfeller gennemførte herefter tre stints i træk, før Magnussen hoppede tilbage i den gule racerbil og kørte i mål.
– Vi havde bestemt håbet på et bedre resultat, ingen tvivl om det. Men selv om det var et hårdt løb for os, så ser jeg frem til at komme til Sebring. På den positive side står vi med en solid racerbil, som nu har gennemført to hårde langdistanceløb uden tekniske udfordringer. Vores performance bliver forhåbentlig styrket med de erfaringer, vi tager med os fra denne weekend.
(Foto: Richard Prince)
Næste opgave for Jan Magnussen, Mike Rockenfeller og resten af Corvette Racings WEC-setup bliver 1.000-miles-løbet på Sebring i Florida den 18.-20. marts.
(Foto: Richard Prince)
Jan Magnussen Racing Carlos Communication Nikolaj Karlshøj Læs mere om: Jan MagnussenCircuit of the Americas23/02/20 - Circuit of the Americas - FIA WEC - FIA VM |