Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

E-Sport

Circuit de Barcelona-Catalunya vært for femte afdeling af Danish Esport Racing Championship

E-Sport 
29/01/20 

Der er lagt i kakkelovnen til endnu et brag af et Ferrari-opgør, når femte afdeling af det danske virtuelle motorsportsmesterskab, Danish Esport Racing Championship, onsdag afvikles på Formel 1-banen i Barcelona.
 

Efter en spændende fjerde afdeling på italienske Imola rejser DERC-feltet denne uge til Formel 1-banen Circuit de Barcelona-Catalunya, hvor femte afdeling skal afgøres onsdag. Igen er valg af bane afgjort i en afstemning på ESR Esport’s Facebookside, hvor den spanske bane tog en klar sejr over det amerikanske alternativ, Circuit of the Americas.


(Foto: DERC)

Resultatet af afstemningen kommer måske ikke som nogen overraskelse, eftersom Circuit de Barcelona-Catalunya er en af de mest populære og anvendte racerbaner, både i den virkelige verden, men så sandelig også i den virtuelle verden.

Circuit de Barcelona-Catalunya 4.655 meter lang og byder på 16 sving. Banen er, som navnet antyder, beliggende tæt ved Barcelona, og klimaet gør den optimal til diverse præ-sæson-tests, hvilket Formel 1-feltet, men også andre af de internationale motorsportsserier benytter sig af. Desuden figurerer banen også på adskillige internationale mesterskabers løbskalender.

Og denne uge er Barcelona-banen altså centrum for femte runde af Danish Endurance Racing Championship. Den kommer således i kølvandet på fjerde afdeling på Imola, hvor Lasse Bak fra RS Competition igen udbyggede sin føring, selvom det blot til en enkelt sejr – mens den kører, der tabte mest, var Mikkel Gade fra Prologue React-E Sport, der er gået fra at være en fast del af top tre, til at indtage 11. pladsen.

Q&A med Lasse Bak, RS Competition:

Q: Lasse, i sidste weekend vandt du GTD-klassen i 24-timersløbet på Daytona – endda sammen med manden, som er din største konkurrent i DERC, Martin Christensen. Du virker til at vinde i alt, hvad du stiller op til. Har du nået toppen, eller er det kun begyndelsen?

A: Ja, det går rigtig, rigtig godt lige for tiden! Men jeg lærer stadig nye ting og føler, at jeg kan blive endnu hurtigere. Men jo, bestemt en start på noget stort!

Q: Hvordan var det at hente sådan en sensationel sejr på Daytona, sammen med manden du kæmper om DERC-titlen med?

A: Det var naturligvis en kæmpe oplevelse at vinde løbet sammen med en anden dansker. Ganske vist er vi konkurrenter i DERC, men det tænkte vi ikke over. Vi vidste jo begge to, at hvis vi skulle vinde på Daytona krævede det, at vi samarbejdede bedst muligt. Og det må man sige, at vi lykkedes med. Jeg håber, at Martin og jeg kommer til at køre meget mere sammen i fremtiden.

Q: Nu gælder det så Circuit de Barcelona-Catalunya, som er en meget populær bane, både i den virkelige verden og i esport. Hvad er dine forventninger til onsdagens løb?

A: Det er en bane, som jeg føler mig stærk på. Jeg har en god fart, og samtidig synes jeg, at det er en virkelig fed bane. Forventningerne er høje, for jeg går efter P1 generelt i denne afdeling, men alt kan jo ske.

Femte afdeling af Danish Esport Racing Championship flages grønt onsdag aften klokken 20.20 og igen 21.10, og både træning, kvalifikation og løb kan følges direkte fra Esport Racings Youtube-kanal og Facebook-side.


(Foto: DERC)

DERC 2019/2020 – Barcelona-Catalunya

Onsdag 29. januar
19.40 – Træning #1 (30 min)
20.10 – Kvalifikation #1 (10 min)
20.20 – RACE #1 (25 min)
20.45 – Træning #2 (10 min)
20.55 – Kvalifikation #2 (10 min)
21.05 – RACE 2 (25 min)

Mere info på www.esport-racing.dk

Esport Racing

Carlos Communication
Nikolaj Karlshøj