Mads Frederiksen startede på pole position - og den holdt han fast i. Men Eric Nilsson og specielt Thomas Faraas, her i baggrunden, bød ind med god fight. (Foto: Morten Kimer)
Mads Frederiksen tog teten fra pole og kørte et superflot løb, hvor han førte fra start til mål. Mens Frederiksen lagde godt fra land, så udviklede en stor duel sig bag ham. Jacob Sevel skød frem i anden position, men endte hurtigt i et sammenstød med Erik Bertilsson og Eric Nilsson, som kostede skader på flere af bilerne.
Sevel kørte videre, men med sporingen slået skæv var bilen svær at have med at gøre. Også Anton Bergström fik sit løb hindret af et sammenstød. Svenskeren kom dog ikke videre.
Jacob Sevel og Kenn Bach kæmpede hårdt om placeringerne - men det faldt ud til Sevels fordel i det samlede mesterskab (Foto: Morten Kimer)
På podiet med nostalgisk dragt - men disket
Siden udviklede en ny, spændende podieduel sig. Jacob Sevel faldt lidt tilbage og forsvarede sig med næb og klør på femtepladsen, for lige bag ham lå den nærmeste konkurrent i form af Kenn Bach. De to fightede længe om femtepladsen, for med fire points difference ville alt tælle i forhold til sølvet og bronzen.
Jacob Sevel måtte til sidst strække våben, mens Kenn Bach stak af med femtepladsen. Det betød dog ikke så meget i den samlede tabel, for Mads Frederiksens sejr endte med at gøre udfaldet. Derfor endte sølvet hos Jacob Sevel og CMD Motorsport, mens Mads Frederiksens 171 point skabte pointlighed med Kenn Bach. Frederiksen får imidlertid bronzen på baggrund af, at han har vundet flere heats i år - to mod ét.
Thomas Faraas' gule dragt fra nordmandens DTC-tid kostede finaleresultatet - men mesterskabet var sikret inden da. Mandag er Faraas (midten), samt Erik Bertilsson (venstre) og Anton Bergström (højre) til test på svenske Gelleråsen. Her skal de prøve en TCR-racer fra det svenske SEAT-team, PWR. DS3 Cuppen har også en fjerde mand med i testen i form af svenske Isac Aronsson. (Foto: Niklas Majgaard)
Mod slutningen af finaleheatet begyndte det at trække op til en ny Thomas Faraas-sejr, for han truede over de sidste omgange Mads Frederiksen hele vejen rundt på banen. Frederiksen sejrede imidlertid foran Faraas og Eric Nilsson. Men efterfølgende blev den nykårne mester Thomas Faraas udelukket af heatet, fordi hans køredragt viste sig ikke at leve op til reglementet. Han kørte nemlig heatet i nostalgiske farver - Faraas fandt nemlig som en homage til det nu afgående DTC den dragt frem, som han kørte i tilbage i de tidlige 00'ere i Danish Touringcar Championship - men den gik ikke i parc ferme.
CMD Motorsport fejrer sølvet (Foto: Niklas Majgaard)d
På den baggrund runder Nilsson året af med en andenplads, mens Erik Bertilsson fik en tredjeplads med hjem.
Det rokker imidlertid ikke ved en sæson, hvor Faraas har været suveræn, og tog både den danske og nordiske titel med manér.
Faraas er ny dansk, norsk og nordisk mester, mens Mads Frederiksen er U21-mester og DM-treer. Jacob Sevel blev bedste rookie og tog DM-sølv, mens Erik Bertilsson er vinder af den svenske titel. Jaakko Louhi vinder det finske guld og bliver toer i U21.
Det sagde de efter løbet:
Mads Frederiksen, vinder:
- Det var så fedt at få rundet året ordentligt af, og jeg er vildt glad for, at jeg lige præcist nåede at tage tredjepladsen i det samlede mesterskab efter alle de udfordringer vi har haft. Denne weekend var også en af dem - vi startede med tekniske problemer, så det var super fedt at det endte godt.
Thomas Faraas, P2, senere diskvalificeret:
- Jeg blev disket. Sådan er det. Men jeg beviste, at jeg var bedst, og det er sådan set det vigtigste for mig. Det har været en vild tid fra crashet på GP Danmark til nu. Jeg kom herop med en lejet bil, jeg ikke havde set før - og en krop, der ikke rigtigt ville som jeg ville det. At vi så alligevel går ud og vinder heat 1 var kanon. Jeg er glad for mesterskabet, og synes vi har kørt en sæson, der gør det til et fortjent ét af slagsen.
Eric Nilsson, P2:
- Et rigtig godt løb. Det var supertæt de første omgange. Thomas pressede mig hårdt, og til sidst måtte jeg se ham stikke forbi. Jeg hang godt på dem efterfølgende, så jeg er egentligt tilfreds. Farten var der, så jeg tænker det var en god afrunding på sæsonen. Jeg håber på et godt år i 2020.
Erik Bertilsson, P3:
- Det var et svært heat, for jeg blev klemt i en sandwich af to andre biler. Jeg døjede derfor en del med indstyringen, men holdt på og det gik heldigvis hjem. Vi arbejder stadig på den nye bil, for den var ikke helt som den skulle være denne weekend.
Insight Racing DK Læs mere om: Jyllandsringen06/10/19 - Jyllandsringen - DS3 Cup |