To dage med notekørsel i Saarland er slut. Lasse Murmann Sørensen og Karsten Isaksen fra Hammel og Egtved har forberedt sig til en for dem ekstraordinær udfordring og indsats: det omkring 1300 kilometer lange 37. Rallye Deutschland omkring Bostalsee, der også tæller som den 10’ende ud af 14 runder til verdensmesterskabet i rally.
Lasse M. Sørensen og Karsten Isaksen fik torsdag en god start på Rallye Deutschland. (Foto: Honza Fronek)
- De 350 kilometer hastighedsprøver, som vi skal køre fra fredag til søndag, er i store træk som i 2018, og vi har arbejdet meget med noterne, så vi kan yde optimalt uden at satse det hele allerede den første dag, fastslog Lasse Murmann Sørensen i pausen efter notekørslen og før torsdagens shake down-prøve, der også køres som løbets første hastighedsprøve.
Lasse M. Sørensen føler sig efter notekørsel tirsdag og onsdag godt forberedt til det lange Rallye Deutschland i Saarland. (Foto: specialpress@gmail.com)
I forhold til sidste års rute og hastighedsprøve er der dog visse ændringer.
- Eksempelvis er den berygtede Panzerplatte-prøve vendt om, så vi i år starter, hvor den sidste år sluttede. Strategien er fortsat at få et godt flow i og samtidig holde en fornuftig fart i bilen, tilføjede han.
Den danske duo starter i deres Opel Adam R2 i den såkaldte RC4-klasse og var på torsdagens 5,20 kilometer lange St. Wendeler Land shake down-prøve hurtigste bil i klassen, og da den blev kørt som løbets første hastighedsprøve var danskerne med en tid på 3:20,0 min. tredjehurtigst efter konkurrenterne Roman Schwendt-Henry Wichura, Tyskland, og Marco Oldani-Pietro D’Agostino, Italien, begge i Peugeot 208. Peugeot-holdenes tider var henholdsvis 3:12,2 min. og 3:20,1 min.
LMS Racing Denmark med Lasse M. Sørensen og Karsten Isaksen i feltets eneste Opel Adam R2 er klar til at give den gas i det tyske WRC-rally. (Foto: specialpress@gmail.com)
I de kommende dage afgøres det, om klassevinderne bliver et af de tre førnævnte hold eller et af de øvrige i RC4-klassen. Efter shake down blev der justeret lidt på opsætningen i rallybilen, så LMS Racing Denmark er klar. Både mandskabet og bilen.
Morten Dam - autoMOTIV/specialpress Læs mere om: Lasse M. Sørensen |